Oprydning

fre, 06 nov 2009

NEED FOR SPEED: SHIFT

"Need for Speed: Shift" markerer et skift fra den traditionelle og lettilgængelige kørespils-stil, som "Need for Speed"-serien længe har stået for – og det er et velkomment skifte! Denne gang er der fokus på realisme, koncentration og ultra-intens stemning. Jepper, glem dårlige historier i "Need for Speed", og glem biler, der kan flyve gennem luften og kollidere uden at tage skade – nu skal man til at bruge hovedet! Man starter fra bunden, hvor man deltager i amatøragtige løb for at skabe sig et navn. Efterhånden som man vinder løb, avancerer man i rækkerne, hvilket giver penge til nye biler og opgraderinger til allerede ejede biler. Samtidig bliver nye og mere udfordrende løb tilgængelige for én – og når man har nået toppen, skal man igennem det ultimative "Need for Speed"-mesterskab. Advarsel! "Need for Speed: Shift" er for de tålmodige, som ved, at man ikke hakker bremsen i bund, når man drejer i et skarpt sving. Det er for gamere, der ved, at man skrider ud, når man hiver i håndbremsen på det forkerte tidspunkt – dette er en racer simulation, og der skal tænkes! Til gengæld er det et af de fede af slagsen. Stemningen er fængende takket være hurtige filmklip, fedt soundtrack med rock og elektronisk musik samt en sindssyg god fornemmelse af fart, når man drøner derudaf.

Kasper Nesager-Hansen