MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 24 okt 2014

Nordens vildeste metal / rock festival

Copenhell, festival på Refshaleøen 18. - 20. juni 2015

For sjette gang eksploderer Nordens vildeste festival på Refshaleøen.

Metal og hård rock er en vild musikalsk og kulturel urkraft, og COPENHELL lader publikum give den fuld gas, og opleve en musikfest af international klasse i sikre omgivelser. Alle er velkomne – uanset om man er til helvedes-ond black metal, vil smadre rundt til noget fed død, eller bare vil spille luftguitar til en gang lækker tråd, mens man nyder en fadøl eller ti. Det hele sker, torsdag til lørdag, den 18.-20. juni, 2015 - og de første syv bands er allerede på plakaten! Billetter er sat til salg fra i dag fredag, den 24. oktober 2014. COPENHELL har på blot fem år gjort København til Nordens metalhovedstad, med en fuldstændigt unik festival, fyldt med verdens smukkeste, mest dedikerede og rareste musikfans. Hvert år bliver der skabt et vildt og utæmmet frirum, langt væk fra den konforme hverdag, når folk mødes i en eksplosion af energi, og hylder de mange forskellige genrer inden for metal og hård rock. Festivaldatoerne er rykket frem i 2015 for at give COPENHELL sin helt egen sorte weekend, hvor der ikke ligger andre arrangementer i det danske musiklandskab. Jorden vil slå revner, og København bliver rystet i sin grundvold fra torsdag den 18. til lørdag den 20. juni næste år, hvor COPENHELL 2015 sender tordnende seismiske bølger ud fra epicenteret på Refshaleøen! "Vi skaber rammerne, mens publikum skaber stemningen på COPENHELL, og i det samspil opstår der noget helt fantastisk og magisk: Et frirum, hvor folk kan komme og høre deres yndlingsmusik og holde en vildt fed fest, hvor det meste er tilladt. Det er superfedt, at der i fællesskab bliver skabt noget, som folk er så glade for, og at alle respekterer både festivalen og hinanden. Danmark har brug for den perfekte festival til metal og hård rock, og det leverer COPENHELL med en knivskarp profil," fortæller festivalleder Jeppe Nissen. Knusende hårdt og varieret line-up! En knaldhård knytnæve bestående af LIFE OF AGONY, THE SWORD, NUCLEAR ASSAULT, ASKING ALEXANDRIA, RAUNCHY, SOLBRUD og EXODUS uddeler den første mavepuster, og de er blot et lille udpluk af de over 40 spændende musiknavne, der vil byde op til dans med djævelen i de buldrende moshpits på COPENHELL 2015. Mange flere hårdtslående navne fra både ind- og udland vil blive offentliggjort i de kommende måneder – læs mere om de enkelte bands på www.COPENHELL.dk. Der bliver også introduceret to former for camping på COPENHELL 2015: Der kan som tidligere købes overnatninger i et allerede opslået COPENHELL-telt, man kan tage med sig hjem efter festivalen. Som noget nyt kan der nu også købes en billet med teltplads, så man kan tage sit eget telt med og slå det op ved festivalen.