REJSER

fre, 02 maj 2014

Norsk indiepop med noget på hjertet

None

None

Norske Highasakite er allerede stjerner på hjemmebane, og ikke uden grund. Popkvintetten troldbandt for nyligt det aarhusianske publikum, med stemmepragt, smukke melodier og orkestrale arrangementer

Tekst: Oda Hustad. Foto: Tonje Thilesen Der er ikke særlig mange danskere der har hørt om Highasakite, men i hjemlandet Norge er popkvintetten på alles læber og i alles ører. Singlen Since Last Wednesday fra det nye album Silent Treatment er allerede et massivt radiohit, og gruppen har spillet udsolgte koncerter på stribe på deres første Norgesturné. Nu vender de blikket mod Europa og resten af verden. Udsolgt var der ikke da Highasakite for nyligt gæstede det intime spillested Radar i Aarhus, men det gjorde heller ingenting. For de fremmødte fik serveret en solid koncertoplevelse, der ramte lige i hjertet. Efter at have hørt gruppens tidvis næsten orkestrale arrangementer på plade, kunne man godt være lidt bekymret for, om musikken ville blive for stor for et lille spillested som Radar. Men Highasakite formåede at skabe en intim stemning midt i det store lydbillede, og tog publikum i hånden igennem hele musikoplevelsen. I centrum af det massive lydbillede stod forsanger Ingrid Helene Håvik med sin sjælfulde og dybe stemmeklang. Hun fremførte bandets smukke vokalmelodier og til tider meget dystre tekster med en koncentration og indlevelse, der tvang publikum til at tage musikken helt på alvor. Publikums insisterende jubel og råb om ekstranummer i slutningen af koncerten vidner om, at der også er masser af kærlighed til Highasakite her i Danmark. Nu står Storbritannien og USA for tur, og mon ikke gruppen er på vej til at få det internationale gennembrud, de fortjener.