GADGETS

tir, 20 mar 2018

NorthSide og Erhvervsakademi Aarhus uddanner ledere

Lige nu er 17 studerende på Erhvervsakademi Aarhus i gang med at uddanne sig til Teamledere på NorthSide (Peter Kirkegaard)

Den 21. marts åbner NorthSide for ansøgninger fra folk, der har lyst til at være frivillig på dette års festival. Men planlægningen af de frivilliges arbejde har allerede stået på i månedsvis blandt andet på Erhvervsakademi Aarhus, hvor 17 studerende lige nu er i gang med et ECTS pointgivende valgfag kaldet ”Frivilligledelse i praksis”, der skal uddanne dem som Teamledere på NorthSide.

Uddannelsen er et pilotprojekt, der blev søsat sidste år. Her startede 10 studerende på det toårige forløb, der inkluderede undervisning i ledelse og motivation og havde en foreløbig kulmination på NorthSide 2017. Her arbejdede de 10 studerende som Teamledere med 25 frivillige per dag under sig, hvor de primært var ansvarlige for adgangskontrol og supervision. Valgfaget administreres af Erhvervsakademi Aarhus og inkluderer tre introdage, hvor repræsentanter fra NorthSide underviser i konkrete arbejdsomgaver og problemstillinger på en festival. To afvikles i løbet af foråret, og den sidste afvikles på pladsen umiddelbart inden festivalen går i gang. ”Samarbejdet med NorthSide giver rigtig meget mening for os. Det er så grundlæggende i serviceøkonomuddannelsen at arbejde med både events og gæsteservice og frivilligledelse fylder mere og mere. Nu kan den studerende så få erfaring koblet på teorien i en praksisarena så udfordrende som afviklingen af NorthSide. Det hele er nu ECTS-point givende, og det er nyt. Vi ser det som et pilotprojekt på, hvordan fremtidens undervisningen kan skrues sammen” – Palle Nørgaard, adjunkt og fagudvikler på NorthSide-samarbejdet. De er i år i alt 17 optagne på forløbet inklusive otte gengangere fra sidste år. Alle studerende skal deltage henover to festivalsæsoner, og der er en eksamen efter første festival. Forløbet er et kompetencegivende valgfag, der giver 5 ECTS point. ”Leadership Program har stor værdi for os i forhold til vores frivillige, som møder og oplever en dedikeret Teamleder med fokus det rette sted. Vores Leadership Program handler om ledelse af mennesker mere end opgaven, hvilket vi også fik mange positive tilkendegivelser omkring under vores evaluering med sidste års frivillige på adgangsområdet” – Louise Bech, Area Manager for Frivilligledelse NorthSide har hvert år cirka 5.500 såkaldte NorthSiders tilknyttet, der hjælper med både opbygning og nedpakning samt en lang række opgaver under selve festivalen. Har man lyst til at melde sig som frivillig til NorthSide 2018, man kan tilmelde sig via northside.dk fra onsdag 21. marts. NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.