MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 03 jun 2015

NorthSide samarbejder med Headstart Fashion

Headstart Fashion vil prædentere modeskabere, Michelin-kaliber mad og en dag på NorthSide

Det nye initiativ skal sætte fokus på unge modevirksomheder og præsentere Aarhusiansk kulturliv for danske og udenlandske medier

Mode og musik hører uløseligt sammen fra punkernes læderjakker til hiphoppernes sneakers over musikken til modeshows, og popstjerner med egne tøjkollektioner. Derfor er det også helt naturligt, at Headstart Fashion, der skal gøre Region Midtjylland til Danmarks nye kraftcenter for mode, har allieret sig med landets hurtigst voksende og stilsikre festival – NorthSide. Over to dage i juni vil de to parter invitere en lang række af landets vigtigste chefredaktører og mode/livsstilsredaktører til et PR-arrangement på Aarhus Rådhus. Samtidig vil udvalgte redaktører fra internationale mode- og livsstilsmagasiner blive inviteret. Formålet er at skabe rammerne for at fremadstormende brands kan blive eksponeret i de bedste branchemedier. Headstart Fashion PR Event 2015 vil inkludere en præsentation af nogle af regionens bedste nye modeskabere, Michelin-kaliber mad og en dag på NorthSide sammen med navne som Alt-J, Wu-Tang Clan og modeikonet Grace Jones. - NorthSide er en atypisk dansk festival, da vi er en bynær begivenhed uden et campingområde. Derfor er der blandt vores gæster et langt større fokus på mode, end man ser andre steder, og da vi samtidig har som erklæret mål at understøtte lokale initiativer med fokus på unge entreprenører, så er det helt oplagt for os at gå ind i dette ambitiøse initiativ. Sådan siger John Fogde, talsmand for NorthSide, der vil være vært på arrangementets anden dag, hvor de inviterede gæster skal besøge NorthSide og have et indblik i, hvordan festivalen kombinerer et fokus på kunst, økologi og bæredygtighed med tre dage med fantastisk musik. Inden da har Christian Chapelle fra Headstart Fashion været vært for den første Headstart Fashion PR Event nogensinde og har forkælet de bedste branchemagasiner med det nyeste fra udvalgte fremadbrusende modebrands, det bedste fra Michelin-restauranten Frederikshøj og det bedste fra Kunstmuseet ARoS. - Baseret på konkret efterspørgsel fra lokale brands samt fra forhåndsinteresse fra en lang række magasiner, laver vi et PR-tiltag, som kan være med til at positionere helt unge brands og samtidig brande Region Midtjylland som et mode hotspot. Interessen har været stor, så vi forventer os meget af arrangementet, udtaler leder af Headstart Fashion, Christian Chapelle. Første udgave af Headstart Fashion PR Event afvikles i Rådhushallen på Aarhus Rådhus den 11. juni og på NorthSide den 12. juni 2015.