Oprydning

lør, 18 apr 2009

Ny 24-timers tv-kanal for gamere!

Vi har MTV, vi har TV2 Film og TV2 News – og nu har Danmark også sin helt egen 24-timers tv-kanal for gamere. G-TV laver udsendelser om, hvad der rører sig på det lokale såvel som det internationale spilmarked. De anmelder spil og går bagom spilbranchen med historier om menneskerne bag spillene – gamere såvel som spiludviklere. G-TV bliver godt nok drevet af nogle gnavne gamle mænd, men det er unge universitetsuddannede og studerende, som står for produktionen. Dette gør, at G-TV har et meget ungdommeligt præg i sine udsendelser, og det er langt fra støvet og nørdet, da det er en blanding af gamere og professionelle tv-folk, der står bag. Redaktøren hedder Christian Johansen, der er kendt fra sin tid i butikkerne ”Fantask” og ”Boom Town”, mens de to idemænd, Kenneth Wenzel og Mads Ehrhardt, tidligere har prøvet kræfter af med henholdsvis universitetsfjernsyn og spilbranchen. G-TV gik i luften i november sidste år, og det kan diskuteres, om der er så meget gang i spilindustrien, at der er grundlag for en gaming-tv-kanal. Bedøm selv. G-TV findes på UHF kanal 35.

Kasper Nesager-Hansen