SAMFUND

fre, 27 jun 2014

Ny test fortæller om du har klamydia

Mange unge finder det stadig pinligt og tabubelagt at skulle testes for klamydia. En ny DNA-selvtest kan betyde, at flere tilfælde af den udbredte kønssygdom kan blive opdaget og behandlet.

Klamydia er – trods tusindvis af smittede – stadig et tabu blandt unge. De taler helst ikke om den seksuelt overførte kønssygdom, og mange tøver med at opsøge familielægen eller et hospital for at lade sig teste. Med en DNA-test har de unge nu fået en ny mulighed for at teste sig selv derhjemme - diskret, hurtigt og sikkert. Analysemetoden er udviklet af DNA-eksperter på et svensk laboratorium, og det er direktør Christina Skive fra den danske virksomhed AcuPharma, der har fået øje på denne teknologiske landvinding. ”En af forklaringerne på, at klamydia er så udbredt i Danmark er, at de unge lukker øjne og ører for smittefaren og undlader at lade sig teste. Selvtesten her ændrer ikke på, at klamydia er et tabu blandt de unge. Men den kan forhåbentligt betyde, at flere lader sig teste”, siger hun.

Mest udbredte kønssygdom

Klamydia smitter ved ubeskyttet sex og kan ubehandlet føre til kroniske underlivssmerter og ufrivillig barnløshed. Klamydia er fortsat den mest udbredte kønssygdom i Danmark. Ifølge tal fra Statens Serum Institut fik godt 26.000 mænd og kvinder konstateret sygdommen i 2012. Langt de fleste smittede er under 25 år. Det antages, at i alt 50.000 er smittede. Halvdelen har ingen symptomer på infektionen, og kan derfor bringe smitten videre ved ubeskyttet sex uden at vide det. Det anslås således, at fem til ti procent af alle unge mellem 16 og 25 år er smittede.

Svar på nettet efter et døgn

Den nye DNA-test købes på apoteket, ganske som en graviditets-test. Selvtesten foregår derhjemme, ved en urinprøve for mænds vedkommende, mens kvinder skal tage et vaginalskrab. Herefter indsendes prøven til det svenske laboratorium. Svaret ligger klar på nettet 24 timer efter prøven er nået frem med posten. Skulle man være smittet, skal man straks i gang med en medicinsk behandling. ”DNA-testen er blevet en stor succes i Sverige, blandt andet fordi den kan tages i hjemmet, når det passer ind, uden at involvere andre. Vi håber, at den også herhjemme kan få mange flere til at blive undersøgt, så denne ubehagelige og farlige kønssygdom kan begrænses”, siger Christina Skive.

Wake-up call på Roskilde

En markedsføringskampagne skal nu få de unge til at opdage muligheden for hjemme-testeren. Det sker blandt andet på Roskilde-festivalen, hvor smitten utvivlsomt også vil florere i den kommende tid. Som et wake up call til festivaldeltagerne vil der blive delt hængere ud til at sætte uden på teltene med titlen: FORSTYR IKKE!  Undertitlen er: Forstyr ikke dit sexliv med klamydia. Initiativet skal få flere til at lade sig hjemmeteste for klamydia.