Paddington 2

Paddington 2 er årets bedste familiefilm

Paddington 2 har premiere 30. november 2017.

5-T-anmeldelse red

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Paddington 2 er efterfølgeren til den første Paddington-film, som udkom i 2014. I filmen følger vi den unge bjørn Paddington, som er kommet til London, og som nu er faldet godt til hos familien Brown. Paddington er blevet meget populær i sin bydel og er blevet en vigtig del af hverdagen for mange af naboerne i kvarteret.

I 2’eren har Paddington travlt med at finde den perfekte fødselsdagsgave til sin tante Lucy, og da han finder en gammel pop-up-bog med seværdigheder fra London, er han overbevist om, at det er den perfekte gave – men bogen er dyr. Paddington begynder at arbejde for at kunne betale bogen, men en dag bliver den stjålet, og nu bliver Paddington fejlagtigt anklaget for tyveriet. Hermed begynder en jagt på tyven, så Paddington kan blive frikendt.

1’eren fra 2014 blev et kæmpe hit, og den var uden tvivl årets bedste familiefilm – og den var også en af 2014’s bedste film i bredere forstand. Paddington-filmene er en blanding af animation og liveaction, og det fungerer fuldstændig perfekt. Især fordi Paddington er så godt animeret, at man virkelig tror på ham som en rigtig bjørn Man glemmer simpelthen, at det er en animeret figur. Det skyldes også, at skuespillet fra skuespillerne omkring bjørnen er så naturligt og godt, at man tror på deres forhold, og man kommer derfor til at holde af Paddington.

Blandt skuespillerne er bl.a. Hugh Bonneville, Sally Hawkins, Hugh Grant, Julie Walters – og Ben Whishaw, som læger stemme til Paddington. Det er et virkelig godt engelsk cast, som også brillerede i den første film.Især brillerer Hugh Grant i filmen og leverer en fantastisk præstation. Til pressevisningen blev filmen vist med danske stemmer, og de virkede også troværdige, selvom filmen mistede lidt af den britiske charme.

Paddington 2 fungerer virkelig godt med de danske stemmer, og filmen kan kun blive lige så god, og måske en smule bedre, med de britiske stemmer. Derfor må Paddington 2 være årets bedste familiefilm. Den er både rørende, sjov og spændende, og det er en film, som alle aldre kan få noget ud af.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*