ARTIKLER

ons, 29 jun 2016

Pas på tyveri på Roskilde Festival

Tyverier er et stort problem på landets festivaler.

Roskilde Festival begynder officielt i dag, og dermed er festivalsæsonen for alvor gået i gang for de mange danske og udenlandske gæster, som valfarter til sommerens mange musikarrangementer. Desværre deltager tyvene også på festivalerne. Få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod tyveri, og hvad du skal gøre, hvis uheldet alligevel er ude, så festen ikke ender med at blive en fuser.

Tyverier er et stort problem på landets festivaler, hvor mange mennesker er samlet. I disse dage løber Roskilde Festival af stablen, og det betyder øget risiko for tyverier af gæsternes ejendele. Tyvene har for længst opdaget, at mange festivalgæster tager dyrt, elektronisk udstyr med på festival og lader det blive i teltet, når de bevæger sig rundt på festivalen. Er du én af dem, der lader tingene blive i teltet, så er der en række forholdsregler, du bør følge, hvis forsikringen skal dække. LÆS OGSÅ: "Undgå smat på Roskilde Festivalen"

”Ligger du i telt på Roskilde Festival, skal du huske at låse det med en hængelås, når du forlader det. Det kan godt være, at en tyv kan skære sig ind, men uden lås er der ingen erstatning. Din indboforsikring dækker nemlig kun, hvis teltet har været aflåst. Hvis tyven kan komme ind ved at kravle under teltdugen, dækker forsikringen heller ikke. Du skal ligeledes være opmærksom på, at forsikringen aldrig dækker tyveri af smykker eller penge fra et telt – heller ikke selvom det har været aflåst,”

siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i forsikringsselskabet Alka. Hun understreger, at det ved alle former for tyveri er vigtigt, at man melder det til politiet. Har man haft indbrud i sit telt, skal man tage billeder og gemme låsen. Hvis tyven har skåret sig ind, bør man også gemme teltet, indtil forsikringsselskabet har behandlet sagen.

Dansetyve udnytter fokus på festen

Når man er til festival er fokus ofte på musikken, vennerne og den fest, man er en del af. Det giver lommetyve gode muligheder for at komme helt tæt på potentielle ofre, uden at de lægger mærke til det.

”På festivaller er man ikke altid helt så opmærksom på sine ejendele, som man normalt er, og det udnytter lommetyvene. Vi kalder faktisk de her tyve for ”dansetyve”, fordi de smelter sammen med mængden af dansende festivalgæster, og dermed opdager ofret først, at de er blevet bestjålet, når det er for sent,”

siger Lise Agerley.

Men hvordan undgår man så at blive bestjålet?

Alka råder altid folk til at holde deres ejendele tæt til kroppen, og lade dyre gadgets og accessories blive hjemme. Tager man dem alligevel med, er det vigtigt at gemme sine værdifulde genstande i lommer og tasker, som kan lukkes helt til. Men dækker forsikringen, hvis uheldet er ude? ”Forsikringen dækker tyveri, dog står der i nogle forsikringsselskabers betingelser, at man skal gøre ’anråb’ ved et lommetyveri. Det vil sige, at man skal råbe ’Stop tyven’, hvis man er udsat for tyveri. Det er nemlig bevis på, at man er blevet bestjålet, og samtidig advarer man andre om, at der er tyve i nærheden. Derefter skal man melde det til politiet og tage kontakt til sit forsikringsselskab, så det kan blive håndteret, og man kan få sin erstatning, ” siger Lise Agerley.

Gode råd til festivalgængeren:

•Undgå at tage dyre gadgets med på festivalen – det frister tyvene. •Lad aldrig smykker og kontanter ligge i dit telt – hav dem med dig hele tiden. •Tag ikke flere kontanter med end højst nødvendigt – brug betalingskort i stedet. •Husk at låse dit telt, når du forlader det – ellers dækker forsikringen ikke. •Efterlad aldrig værdifuldt elektronisk udstyr i dit telt. •Hav telefon og penge i lommer eller tasker, der kan lukkes helt. •Husk at råbe ’stop tyven’, hvis du udsættes for tyveri.