SPORT

tir, 27 jan 2015

Pels, pisk og stiletter på Østre Gasværk

Danmarkspremiere på "Venus in Fur".

Danmarks bud på en ny international filmstjerne presses i knæ på Østre Gasværk Teater af pels, pisk og stiletter. Samt masser af kvindelist. Danmarkspremiere med Casper Crump og Mille Lehfeldt i den erotiske forestilling, ’Venus in Fur’, der væltede Broadway rødmende omkuld. En del teatergæster vil være ekstra tændte, når Østre Gasværk Teater præsenterer en Danmarkspremiere og et af landets bedste bud på en ny international filmstjerne. 37-årige Casper Crump, der spillede hovedrollen i Oscarvinderen Helium, flirter med sit internationale gennembrud efter en rolle i den kommende Warner Brothers Tarzanfilmproduktion. Her er han i selskab med prominente skuespillere, som Christoph Waltz, Margot Robbie, Samuel L. Jackson og andre verdensstjerner. Han får løbende særdeles positive anerkendelser fra nogle af de bedste castere i Hollywood og ligger derfor netop nu lunt i svinget til roller i kommende internationale filmproduktioner. På Østre Gasværk spiller Casper Crump en teaterinstruktør, der får en ung, håbefuld kvindelig skuespiller (Mille Lehfeldt) til audition. Snart vendes dog rundt på rollerne i et erotisk og intenst powerplay, der fik New Yorks Broadway til at vælte rødmende omkuld.’Venus in Fur’ fik premiere på den verdensberømte teatergade i 2011 – efter en overvældende modtagelse Off Broadway året før. Teaterdirektør Pia Jette Hansen glæder sig til Danmarkspremieren på ’Venus in Fur’ og ikke mindst til at præsentere de to talentfulde skuespillere. ”- Casper Crump er ikke blot en fremragende skuespiller med et kæmpe potentiale, jeg tror jeg kan tale for mange kvinder, når jeg siger, at han også har sexappeal ud over det sædvanlige. Derfor er han perfekt i denne rolle, hvor et andet kæmpetalent, Mille Lehfeldt, rammer tidens kønsdiskussion hamrende interessant med sin rolle, der viser at dominans i allerhøjeste grad i dag også er kvinders.” ’Venus in Fur’ er bygget på den kontroversielle roman af samme navn fra 1870’erne af den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masoch. Han blev manden, der på baggrund af netop denne roman, navngav ”masochisme”. Roman Polanski gjorde romanen og forestillingen internationalt kendt med sin filmatisering i 2014. I Danmark har Østre Gasværk Teater eksklusivret til forestillingen. New York-pressen skrev: "90 minutes of good, kinky, fun!" The New York Times, 2010 “… first must-see performance of the Broadway season…”. Charles Isherwood, The New York Times, november 2011 Danmarkspremiere den 11. februar 2015. Spiller frem til den 29. marts 2015 Billetpriser 100 – 295 kr.