FILM, TV & TEATER

fre, 31 okt 2014

Pharrell Williams til Roskilde Festival 2015

Et tætpakket "Happy" show på orange scene.

Roskilde Festival offentliggør én af tidens absolut vigtigste performere, sangskrivere og producere: Amerikanske Pharrell Williams er klar til at levere en stjerneregn af hits på Orange Scene i 2015. Han har skabt hits for superstjerner som Justin Timberlake, Jay-Z, Snoop Dogg, Robin Thicke og Madonna, både i sit eget navn og som den ene halvdel af producer-duoen The Neptunes. På det seneste har han fået alverden til at danse til Daft Punks "Get Lucky" og til at synge med på hans egen Oscar-nominerede ørehænger "Happy" fra filmen Despicable Me 2. Et hit der naturligvis også findes på hans nye og roste solo-album "G I R L" fra 2014. 41-årige Pharrell Williams er bare over det hele. Og nu er han tilmed klar til at levere en uforlignelig hitparade på Roskilde Festival i 2015. ”Der er næppe andre, der har formået at løfte den urbane musik op i de øverste lag af alverdens hitlister som netop Pharrell Williams, uanset om det så er hiphop, rendyrket pop, r’n’b eller elektronisk, som han kaster sig over med sin elegante signaturlyd,” siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén. ”Vi forventer, at Pharrell Williams og hans band leverer et show på Orange Scene, der bliver tætpakket med højdepunkter fra hele hans karriere, og vi taler både om hans egne solo-numre og de utallige hits, han har skabt for andre stjerner. Vi glæder os, og vi er på ingen måde i tvivl om, at han er én af de stjerner, der virkelig er i stand til at samle det helt store publikum på Roskilde Festival på tværs af smag og genrer.” Pharrell Williams gæstede sidst Roskilde Festival i 2004 som medlem af gruppen N*E*R*D* Det samlede program for den 44. Roskilde Festival vil favne cirka 170 kunstnere fra alle musikalske verdenshjørner og vægtklasser.