TJECK mødte ICE CUBE, da gangsta rap-legenden og en af arkitekterne bag N. W. A. gæstde Danmark. Han ærgrer sig over, at de store pladeselskaber har drevet originaliteten ud af hip hop.

(Fra TJECK, maj 2009)

- Da vi startede med N.W.A., var markedet for hip hop ”an independent game”. Nu er det ”a corporate game”, konstaterer Ice Cube, da vi sidder over for hinanden backstage på Train i Århus, 20 minutter før, ”the Cube” skal give koncert.

 - Dengang var man nødt til at skille sig ud på rap-scenen for at bryde igennem. I dag skal man lave det samme som alle andre, for at pladeselskaberne og tv-kanalerne gider promote det.

 - Tag sådan noget som MTV og VH1. I dag kan du ikke få en video vist der, hvis ikke nummeret allerede er blevet spillet massivt i radioen.

 - Forskellen på rapscenen i dag og rapscenen i slutfirserne og starthalvfemserne er, at dengang dikterede ”gaden”, hvad der var hot over for pladeselskaberne. I dag dikterer pladeselskaberne, hvad der er hot på ”gaden”.

 Så rapperne er ikke ”real” i dag?

- Det mener jeg ikke, man kan sige. Jeg kender ikke nogen rappere, der ikke er real. Men de får bare ikke noget ud af at være originale, fordi pladeselskaberne vil have mere af det samme.

Compton is in da house

 Ice Cube startede sammen med Dr. Dre og Eazy-E gruppen N.W.A. (Niggaz With Attitude) i midten af firserne. Og det var altså ikke for at leve op til, hvad pladeselskaberne ønskede. N.W.A dikterede, som Ice Cube formulerer det, over for industrien, hvad der var hot på det tidspunkt: West Coast gangsta rap.

- Vi startede ikke N.W.A for at blive the world’s most dangerous group eller for at chokere folk, men for at fortælle om vores liv. Vi rappede om, hvordan det var at leve i Compton. For der var ingen, der rappede om de ting, der påvirkede os hver eneste dag. Vi hørte bare hele tiden om, at ”Brooklyn is in da house” eller ”Queens is in da house”. Og så mente vi, at det var på tide at fortælle, at nu er Compton i huset. 

- Vi havde overhovedet ikke forestillet os, at vi skulle blive et stort navn og sælge mange plader. På grund af det meget hårde sprog blev vores plader sat væk fra de almindelige pladehylder og op ved siden af stand up-komikere som Richard Pryor og Eddie Murphy. Det var musik, som man skulle være over 21 for at købe. Sådan var vilkårene på det tidspunkt.

- Men folk fik øjnene op for det og sagde: ”Damn, de er cutting edge”, og så kom succesen.