Avenged Sevenfold
Copenhell, Refshaleøen
21. juni 2018
Et af de største metalnavne disse år er det amerikanske band Avenged Sevenfold. De tager udgangspunkt i meget melodisk metalmusik, og på mange måder tager de en del inspiration fra de største heavy-navne, herunder særligt Metallica, der ubetinget er det største navn inden for metal. De gør det dog på deres egen måde, hvormed det ikke fremstår som rip-off. Jeg synes dog, at det meste af deres musik bliver en anelse for poppet og uinspirerende. Aftenens første 2 numre, The Stage og Afterlife, blev leveret halvhjertet og først under Hail To The King blev der rusket lidt liv i Copenhell. Denne gnist døde dog hurtig ud. M. Shadows leverede en ganske sløj vokal præstation og selvom han prøvede at geare publikum op, så fremstod det ikke oprigtigt. Han havde endnu en dag på kontoret, hvor han ikke rigtig gad at være til stede. Et stykke inde i koncerten kunne jeg se, at folk begyndte at forlade koncerten, og da jeg selv gik midt i det sidste ekstranummer, så gik jeg direkte mod Biergarten og kunne se at stemningen var i fuld flor. De havde en fest derinde. Hvorfor gik jeg ikke herind noget tidligere - her kunne jeg høre rigtig metal musik, herunde Metallica, Pantera, Rage Against The Machine m.v. Selvom det blev leveret fra en DJ, så lød det sgu pisse godt og alle herinde er glade og kaster djævletegn til hinanden med en øl i den anden hånd. Heldigvis spillede Avenged kun 11 numre, og det betød jeg kom hurtigere ind til Biergarten.
None
