We Will Rock You, Langkjær Entertainment 10/2016

Populær Queen-musical spiller i Danmark

We Will Rock You har premiere den 19. april i Royal Arena på Amager, hvor den spiller frem til 7. maj. Herefter rykker forestillingen til Jyske Bank Boxen i Herning fra 18.-21. maj.

Billetter købes HER

Tekst: Julie Schuster Lapp og Louise Lykkebo

Foto: Miklos Szabo

Når musicalen We Will Rock You får premiere i det nyopførte Royal Arena på Amager i aften, er det blandt andet med Joey Moe og Szhirley i front. Sammen med 30 skuespillere, dansere og sangere fra forskellige lande, åbner de snart op for publikum i salen. Og det er netop publikummet, de begge glæder sig mest til.

»Det er altid spændende at få andre øjne på det, man laver og fornemme, om det fungerer i praksis,« siger både Szhirley og Joey Moe, som spiller henholdsvis skurken Killer Queen og den bohemiske rebel Britney.

At være med i musicalen er en kæmpe oplevelse for dem begge. Musicalen har tidligere været opført i 28 lande, men det er første gang, den opføres i Danmark – og på dansk. Queen-sangene, som musicalen er bygget op omkring, bliver dog fortsat sunget på det originale sprog engelsk, og Szhirley og Joey er enige om, at man ikke skal røre ved så kendte numre. Overgangene mellem den danske dialog og de engelske sange fungerer fint, mener de begge.

»Engelsk er efterhånden blevet så almindeligt i Danmark, så man tænker slet ikke over det,« fortæller Joey Moe.

Stor opbakning hjemmefra

Selvom de begge elsker at være en del af We Will Rock You-holdet, kræver det meget af dem, hvilket går ud over familielivet.

»Selv når vi ikke er fysisk tilstede i øvelokalet, så er man der alligevel i hovedet,« siger Joey og bliver bekræftet af Szhirley:

»Jeg drømmer praktisk talt om koreografierne,« fortæller hun og griner.

På trods af deres begrænsede tid med familien har de begge kun oplevet stor opbakning hjemmefra. Og netop opbakningen hjemmefra har en kæmpe betydning for, at de kan udleve deres drøm.

Det at stå på scenen, både som skuespiller og sanger, har nemlig altid været en fælles drøm for de to talentfulde kunstnere. Allerede som helt unge oplevede de begge en kæmpe støtte fra hjemmefronten. I de yngre år var det blot vigtigt for deres forældre, at de fik færdiggjort folkeskolen, så kunne de frit forfølge drømmen derefter. Szhirleys overvejelser om at starte i gymnasiet satte hendes mor hurtigt en stopper for.

»Da jeg begyndte at snakke om gymnasiet, brød min mor ud i latter,« siger Szhirley og fortæller, at hendes mor i stedet opfordrede hende til at starte i “livets skole”.

I dag er hun taknemmelig for moderens enorme støtte og forståelse for datterens fremtidsdrømme, som var meget anderledes end alle andres.

Joey Moe spiller den rebelske Britney.

Joey Moe spiller den rebelske Britney.

En ære at få lov

Både Szhirley og Joey Moe glæder sig til at få lov til vise, hvad de har øvet på de seneste to måneder.

»Jeg glæder mig til at høre, om publikum synes, at de ting, vi griner af, også er så sjove, som vi går og tror,« siger Joey smilende og fortsætter:

»Vi opdager hele tiden nye ting om vores roller og udvikler deres fremtræden.«

For selvom musicalen er blevet spillet mange gange før, og der er lagt en fast opskrift for rollerne, får alle skuespillerne i forestillingen alligevel lov til selv at udvikle deres karakter, så den passer helt til dem som performere.

Det var Queen-medlemmerne selv, der var med til at udvælge de rigtige skuespillere til rollerne. »Det lægger selvfølgelig et pres på os, men det er også en kæmpe ære, at de har accepteret os og dem, vi er,« fortæller Szhirley, som elsker at få lov til at spille den rockede skurk Killer Queen.

»Det er ret sjovt at spille så syg i hovedet,« siger hun og ler.

Også Joey er begejstret over opsætningen:

»Når så mange mennesker arbejder sammen om noget så hårdt, som vi gør, så opstår der noget magisk,« siger han og bemærker, at sammenholdet specielt kommer til udtryk i  sangen “Bohemian Rhapsody”.

»Det lyder så vildt, når så mange stemmer arbejder sammen. Det skal i glæde jer til at høre.«

Szhirley spiller karakteren Killer Queen.

Szhirley spiller karakteren Killer Queen.

FAKTA: Det handler “We Will Rock You” om

Vi er i fremtiden. På et sted, der engang hed Jorden. Globaliseringen er komplet. Alle hører det samme musik, går i det samme tøj og tænker de samme ensrettede tanker. Musikken består af boybands og girlbands, og du er en rebel, hvis du er vild med rock. På planeten Mall er alle musikinstrumenter forbudt og det håndhæves af The Ga Ga Cops. Hits er planlagt år i forvejen – intet er overladt til tilfældighederne.

Men modstanden vokser, og rebellerne tror på, at der engang var en tid, hvor man selv kunne danne bands og skrive sange. Rygterne siger, at der stadigvæk findes instrumenter på planeten Mall. Rebellerne leder efter den sagnomspundne guitar, der engang tilhørte en fænomenal, og meget langhåret, guitargud. Men The Ga Ga Cops leder også efter guitaren…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*