Kl. 17 åbnede POSTFEST for sidste gang på tre dage dørene for de fremmødte med et solidt line-up, der bredte sig lige fra dystert og melankolsk hard rock til kød-inspireret drum n’ bass metal og videre over i undervands prog.
Anmelder: Lasse Momme Foto: Anders TeibelThe World State
Kl. 17.30 kunne The World State’s dystre hard rock åbne ballet, og fra start stod deres gode humør og attitude i fin kontrast til det mørke materiale. Når vi snakker om dyster musik a la The World State, kan den til tider lidt storladne atmosfære være et turn-off, lige meget hvor smukt det end måtte lyde. Derfor var det da også dejligt se The World State og især bassist Leifur Nielsen afvæbne den til tider lidt trykkede stemning med sin tongue in cheek-humor og sin ’charmerende dude’-attitude. Især fordi han formåede ikke at fjerne fokus fra musikken. Der skal også lyde en uforbeholden kærlighedserklæring fra anmelders side til forsanger Bina Rosenvinges vokal, der især under ”The Strangest Of Places” fik hårene til at rejse sig på armene. På trods af et lidt koldt publikum leverede The World State en god optræden, der bar præg af både professionalisme og stor spilleglæde.Fossils
Når Fossils siger de spiller Drum n’ Bass, mener de det i bogstaveligste forstand: 1 styks trommeslager, 1 styks bassist, og så er det ellers bare 1, 2, 3, KNUS! Deres tonstunge grooves har lidt samme hypnotiserende effekt som en meget stor maskine - man er ikke helt sikker på, hvordan den fungerer, men man kan ikke undgå at være imponeret over den enorme kraft, der ligger bag. På scenen kværnede Fossils sig nådesløst igennem nummer efter nummer, og flere gange var en sagesløs roadie nødt til at begive sig ind på scenen under en byge af sved for at rejse et bækken, der var blevet slået i gulvet. På trods af den enorme energi i numrene, forholdt stemningen sig afslappet imellem sangene, og man følte mere, man var blevet inviteret ned i øvelokalet end til koncert, hvilket bestemt ikke var en dårlig ting!Mimas
Forsanger Snævar Albertsson indledte Mimas’ sæt med at sige, at det var deres første koncert i et godt stykke tid, så han undskyldte på forhånd, hvis de virkede en smule rustne. Det var der dog ingen grund til, da de igennem deres 30 minutters set leverede en sprudlende og velspillet omgang prog. rock, og det efterhånden godt opvarmede publikum reagerede da også positivt på genreskiftet efter de to mere hårde bands. Mimas’ musik er legesyg, og de formåede til perfektion at formidle den med tilpas store spilleglæde blandet med det syrede mix af math-rock guitar soloer, popmelodier, hardcore breakdowns og trompeter (!!!), som aldrig virkede prætentiøse, men i stedet bare som en kæmpe stor kugle i neon-farver fyldt med sjov og ballade.Totorro
Franske Totorro havde taget den 17 timer lange køretur op til Aarhus for at være en del af POSTFEST, og denne dedikation viste sig da også at betale sig da de fire unge mænd indtog scenen. Totorro leverede en regulær knytnæve af post-hardcore til POSTFEST crowdet både i form af musikken, men især også i form af deres energiske on-stage optræden, der formåede at få samtlige tidligere bands til at se noget gamle og trætte ud. Hvad enten de spillede hardcore eller poppet math-rock med melodiøse mellemstykker, blev det gjort med fuld smadder og kæmpe vinger bagud, og derpå formåede Totorro at sætte en stor fed streg under deres navn.The Ocean
Kl.22 gik tyske The Ocean på og beviste fra første nummer, hvorfor de var hovednavn på årets POSTFEST. The Ocean, mesterligt anført af frontmand Loic Rosetti, trak hele Train i Aarhus ned til havets bund, godt hjulpet på vej af undervandsoptagelserne, der kørte på video som backdrop. Rosetti var i særklasse og fik alle tilstedeværende til at give den gas både i kraft af hans enorme stemme, men også som performer. Når man ikke måbede over vokalen, prøvede man at lede efter ord for, hvor tight og velspillende resten af bandet var. Trommeslager Paul Seidel og bassist Chris Breuer styrede rytmen med hård hånd hele showet igennem og d’herrer guitarister Robin Trapp og Damian Murdoch brillerede med tunge riffs og soloer pebret med hjerteskærende smukke melodier. Efter en time lang magtdemonstration i prog., metal og et enkelt ekstranummer takkede the ocean af for årets POSTFEST. Igennem hele POSTFEST har det været tydeligt, at den musikalske oplevelse var i fokus og takket være et bredt line-up, hvor alle bands bragte unikke kvaliteter på scenen, fungerede det rigtigt godt.
