En spekulant, en døende idealist og en flok bøssevenner udgør persongalleriet i Aarhus Teaters latent potente forestilling om fem mænd, som skildres gennem mere eller mindre vellykkede kærlighedsaffærer, nogles kamp for idealerne og andres stræben efter pengene.
Forestillingen er inspireret af en banal lokalpolitisk sag, hvor pengemænd ville bygge et P-hus i Latinerkvarteret.
En lokalpolitisk problemstilling om penge, magt og politik, hvor idealisterne ganske vist gør deres for at forhindre, at korrupte forretningsmænd i uskøn forening med det politiske bystyre jævner byens charmerende gader og bygninger med jorden, fordi det bedre kan betale sig at opføre boliger til mennesker og biler.
Salamimetoden hentyder til den politiske strategi om at fjerne forhindringer stykke for stykke, for til sidst at stå tilbage med det oprindelige mål om at opføre et parkeringshus trods befolkningens protester. Kapitalen vinder, mens idealisten, godt spiller af Jesper Dupont, stille og roligt går fra forstanden, stykke for stykke taget af sygdommen ALS. Til sidst opløst i så megen sygdom og elendighed, at den pengestærke spekulant i ren barmhjertighed – som han selv hævder - tager livet af ham. Barmhjertighed eller ej, så er det jo også det der bedst kan betale sig i dette korrupt univers, hvor politikere og spekulanter altid får deres vilje til sidst.
Sideløbende med disse lokalpolitiske svinestreger følger vi stykket igennem fem mænd i byens bøssemiljø, hvor de bøvler med kærligheden og meningen med livet. Hvorfor historien skal udspilles i et karikeret bøssemiljø står hen i det uvisse, men lidt kolorit giver det naturligvis altid, når man møder den mest outrerede, makeup artisten, Aske, spillet af Anders Brink Madsen. Han lever i rollen helt op til alle fordomme; glimmer, glitter og er bare alt for meget.
Jesper Dupont i rollen som Tore, får det i øvrigt glimrende skuespil hos alle aktører til at løfte sig med sin indlevelse og tilstedeværelse.
Men på trods af ganske gode præstationer på scenen og en udmærket manuskriptidé, når stykket aldrig helt ind under huden. Manuskriptet halter. Måske fordi det hele bliver lidt fortænkt og med et replikskifte, der lukker sig sammen om sig selv i en ind- og misforstået intellektuel selvoptagethed.
Never mind. Som bøsserne siger i forestillingen, så ”er det godt at gå i røven på hinanden”. Og i den ånd afsluttes forestillingen i potente, ejakulerende champagnesprøjt, som bader scenen i det skønneste skumbad. I blandt alle intriger og kampe får vi glimtvis fornemmelsen af det lette og skønne liv, inden vi begiver os ud i Aarhus gader, ikke voldsomt forløste eller opstemte.
Aarhus Teater
Scala
Salamimetoden
Spiller frem til 19. december
Billetkøb og mere info
Anmeldt af Torben Elsig-Pedersen
None
