Planlagt var, at Ásgeir Trausti skulle spille på toppen af ARoS i skæret af Olafur Eliassons regnbue, men på grund af vejret blev koncerten rykket til etagen over kælderen, hvilket også bragte musikken ned på lavere niveau.
Anmeldt af Karoline ElsigLørdag den 30 august gæstede den islandske Ásgeir Trausti ARoS kunstmuseum til en koncert i samarbejde med Train. Koncerten skulle egentlig have fundet sted på toppen af ARoS med udsigt over Århus by og omringet af den også Islandske Olafur Eliassons Rainbow – en spændende og anderledes koncert oplevelse, men pga. det ustadige vejr flyttede de koncerten indendørs. Koncerten foregik endvidere under Århus festuge, et godt forsøg på at tiltrække et mangfoldigt publikum til museet. Det var et begejstret og forventningsfuldt publikum, der modtog den bare 21 årige Ásgeir Trausti lørdag aften. Alle 5 bandmedlemmer indtog scenen samtidig med tonerne fra et af bandets egne numre spillede over højtalerne som playback, hvilket havde en lidt skuffende effekt. Trods denne, gled koncerten straks videre til det første nummer Aö Grafa Sig Í Fönn, som blev efterfulgt af en række numre fra albummet Dyro í Dauoabögn. Bandet leverede sikkert musikken, men manglede noget i deres udtryk, som var meget lukket og kontrolleret. Specielt i starten var det tydeligt at mærke, at de 5 medlemmer lige skulle ’falde til’ på scenen, hvilket betød manglende kontakt til publikum og internt i bandet. Ásgeirs musik lægger op til indlevelse og nerve i de mange fine numre og tekster. Ligeså er der mange højdepunkter i musikken, som kræver denne indlevelse i musikken for at levere varen fuldt ud. Desværre fik man som publikum ikke den store gevinst ved at se bandet på scenen, der nærmest stod lukkede og indadvendte med hver deres instrument. Først da koncerten nåede næstsidste nummer, som var det velkendte Leyndarmál, der blev spillet med nogle få småfejl, var medlemmerne nødt til at løsne lidt op og udveksle små smil internt på scenen. Dette havde en forløsende effekt, og havde medlemmerne lagt ud med denne lidt mere afslappet stil, havde koncertoplevelsen også udformet sig mere levende og autentisk. Ásgeir spillede overvejende sange med sine islandske tekster, men havde også et par stykker på engelsk. Deres setliste var meget dynamisk og de formåede at variere meget i både instrumentering, dynamik og stemning. Ind imellem de lidt mere pompøse numre, forekom mere stille fraser hvor kun forsangeren, Ásgeir, sang og spillede på enten guitar eller klaver. Dette havde en god effekt i selve dynamikken eftersom de blev afløst af nogle mere storslåede fraser, hvor det elektroniske spillede en stor rolle. Det elektroniske fungerede endvidere som et rigtig godt element sammen med, eller som afløser af det akustiske. 3 ud af 6 stjerner
