MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 13 mar 2014

Rendyrket raptalent fjollede på Voxhall

Amerikanske rapper Earl Sweatshirt viste sit kæmpe talent på Voxhall. Den gode stemning blev dog lidt for ofte afbrudt af fjol og lal. 
None

None

None

None

Earl Sweatshirt Voxhall, Aarhus D. 5/3 2014 Der er ingen tvivl om, at unge Earl Sweatshirt er en af de helt store talenter indenfor rap. Den 20-årige rapper fra Californien viste på Voxhall, at han besidder en evne til at skrive hårdtslående og meningsfulde rim, og udføre dem med en præcision og timing som kun få andre. Han så ikke ud af meget, som han stod der, tynd og ranglet, iført en ”Supreme”-kasket og en lyserød t-shirt. Men så snart han begyndte at rappe, fornemmede man, at det var en ung mand af format, som stod foran en. Sweatshirt er en del af Odd Future, som er et hip-hop kollektiv fra Los Angeles. Kollektivet har efterhånden flere prominente medlemmer, herunder Tyler, The Creator, Frank Ocean, Hodgy Beats, Syd Tha Kid og Taco. Sidstnævnte ledsagede Sweatshirt på scenen som DJ og backup rapper.   Doris Earl Sweatshirt debuterede med albummet ”Earl” i 2010, da han var 16 år. Efterfølgende besluttede hans mor at sende ham på opdragelsesskole på Samoa, fordi hun var bange for, at han var landet i dårligt selskab. Hun var, ærlig talt, nok ikke helt gal på den, og Sweatshirt har efterfølgende indrømmet at han havde adskillige misbrug inden opholdet på Samoa. I 2012 vendte han tilbage, og udgav i starten af 2013 albummet ”Doris”, som er blevet rost til skyerne af anmeldere. Sætlisten på Voxhall bestod hovedsageligt af numre fra ”Doris”, og man blev overvældet af, hvor mange stærke sange pladen indeholder. Især nummeret ”Burgundy”, som Pharell Williams har produceret, var en sand eksplosion af hip-hop energi.   ”Er i klar til at græde?” Der er ingen tvivl om, at ”Doris” er en meget ærlig plade. Earl Sweatshirt holdt dog konstant en ironisk distance til teksterne. Fx spurgte han publikum om de var klar til at græde, inden han spillede det dystre hit ”Chum”, som bl.a. handler om hans far, som forlod familien, da Sweatshirt var 6 år.   Fjollet flab Earl Sweatshirts tekster er bestemt ikke for børn eller sarte sjæle. Fx er omkvædet på sangen ”Molasses” blot ”I’ll fuck the freckles off your face, bitch”. Teksterne fik undertegnede til at hæfte sig ved, at aldersgennemsnittet på Voxhall var usandsynlig lavt. Størstedelen af publikummet lignede nogen, som skulle op og aflevere dansk stil dagen efter. Der var derfor også en utrolig ”ung” stemning til koncerten, hvilket Earl Sweatshirt bestemt kun bidrog til. Der var enormt meget lallen, og Sweatshirt fremstod en anelse for tilbagelænet. Hver gang man blev grebet af stemningen i, de ellers fremragende numre, blev den afbrudt af, at Sweatshirt råbte noget til de særligt kåde rollinger blandt publikum. Han fremstod ofte selv, som lidt af en rolling på scenen. Man mærkede tydeligt, at den unge rapper stadig er ved at finde sig selv. Han mangler stadig lidt, i forhold til at tage sig selv og sine shows alvorligt. Men selve talentet er der ingen tvivl om. Og lyden på Voxhall var fænomenal, hvilket gjorde at alle rim var fuldstændig skarpe og klare. Alt i alt en rigtig god hip-hop koncert.   4 ud af 6 stjerner Tekst: Anja Pil Christoffersen Foto: Anders M. Teibel.