Oprydning

man, 18 maj 2009

RESIDENT EVIL 5

Når et spil har nået det femte kapitel i en serie, skulle man tro, at det bare var mere af det samme, og det ville være dødssygt. I tilfældet med ”Resident Evil 5” >>KURSIV>>er>>KURSIV/SLUT<< det mere af det samme, men for pokker hvor er det cool! Har man spillet ”Resident Evil 4”, vil man hurtigt kunne mærke ligheden i femmeren. Denne gang er spillet dog større, mere blodigt, mere actionpræget, og der er mere fokus på samarbejde. Og så skal vi ikke glemme de nye syrede monstre og mutanter, som får én til at tro, at folkene bag ”Resident Evil 5” har været lidt for glade for crack-piben. ”Resident Evil” gik for alvor væk fra at være et gyserspil efter tredje kapitel. Der kom mere fokus på action og adventure. Selv om man fra tid til anden hopper lidt i sofaen, fordi en mutant har sneget sig om bag én, så er ”Residen Evil 5” et actionspil, hvor man skal finde ting og løse gåder. Denne gang er det Chris Redfield, som fans af serien kender fra tidligere, som skal en smuttur til Afrika for at lokalisere en gruppe biologiske terrorister – og der går ikke længe, før gamle venner og fjender træder ud af skyggen for at sige goddag. Sammen med sin kvindelige makker, Sheva, skal Chris løse gåden om, hvem der har forvandlet den lokale befolkning til grusomme mutanter. Som altid skal man nakke et utal af mutanter, der er glade for at sætte tænderne i dig. Jo længere, du når ind i spillet, jo flere våben får du. På din vej skal du finde penge og skatte, så du kan opgradere dine våben og købe ammo. I jagten på svar skal Chris og Sheva hjælpe hinanden med at overleve. Den nye co-op funktion gør, at du eller din makker kan bytte ting, som I køber eller finder på jeres vej. I giver hinanden ammo, hvis én løber tør, eller I healer hinanden, hvis én er tæt på døden. En fed feature, hvor det eneste problem er, at den computerstyrede makker er liiiidt for sløv i optrækket. Det gør, at du står med det meste af arbejdet. ”Resident Evil 5” er en fryd for øjet! De mange flotte afrikanske omgivelser, man render rundt i, er spækket med detaljer og stemning. Samtidig er lydsiden helt i top med råben og skrigen fra mutanter, fede eksplosioner og mange andre ting, der kæler for ørerne på enhver drengerøv, M/K.

Kasper Nesager-Hansen