Band of Horses
4. marts 2017
DR Byens koncertsal
Anmeldt af: Amir Amirian
Det er ved at være en sjældenhed, at musikere er så veloplagte når de står på scenen som Band of Horses var i DR Byen. Det var ikke mindre end en udsøgt fornøjelse, for da Ben Bridwell (forsangeren) gik på med hans 4 kompagnoner, der til sammen udgør bandet, var der en glæde, som varede ved igennem en hel koncert. Det var tydeligt at mærke, at Ben og hans venner ikke ville være andre steder i verden end i Koncertsalen. Hans glæde var smittende som herpes i udbrud, og det gjorde at koncerten blev en fantastisk oplevelse. Kvintetten er på turne med deres nyeste plade, Why Are You OK
, som jeg synes er et fantastisk udspil, og et af deres bedste udgivelser siden Everything All the Time og Cease to Begin. Den nyeste plade har et mere country-vibe, fremfor den gennemprægede indie-lyd, der udgjorde de første par plader. Endvidere er musikken blevet en del mere kompleks, modsat de tidligere utrolig simple sange, som dog alligevel fungerede helt fantastisk på grund af de fantastiske melodier. Ben er Band of Horses, og han er også det eneste medlem, der har været der fra starten, på trods af at resten af bandet har været fast besætning siden 2006-2007. Han trådte på scenen og takkede for, at han var blevet lukket ind i landet, taget i betragtning hvad USA gør mod verdenen disse dage. Aftenen bød på et sammenskud fra bandets diskografi, og det første skud på stammen var Dull Times / The Moon, som startede blødt og roligt, men endte med at vise, hvilket rockselskab vi skulle forvente. Under Cigarettes, Wedding Bands begyndte resten af bandet også at live op, og bandet havde en samlet fænomenal energi. Hvor er det ærgerligt, at jeg skal sidde ned. Hvorfor kan jeg ikke have en fadøl i hånden, stå op og danse lidt for mig selv mens jeg lytter til det fantastiske musik. Der var et par enkelte rodede øjeblikke, hvor de godt kunne have strammet op, bl.a. under Hag, men dette er i petitesserne. Bandet havde publikum i deres hule hånd, hvilket bl.a. var fordi, at de henvendte sig til alle i koncertsalen. Bl.a. fyrede soloer af i hver deres retning, og Ben fik også sunget enkelte sange til de personer, som de havde ryggen til. Alt dette på trods af, som ben selv sagde ”this 369 room is very new for us, oh it’s 360, I thought it was a sexmove”. For selvom deres setup ikke var lavet til et 360 graders venue, så klarede det det sublimt. Bandet legede sig igennem koncerten og det var tydeligt, at de nød den lige så meget som vi gjorde. Midtvejs under koncerten kan jeg se, at folk ikke længere kan holde sig tilbage. Under Throw My Mess begyndte folk at rejse sig op og klappe, danse og juble. Glæden står ud af deres øjne. Jeg havde lyst til det samme, men min høflighed overfor folk, der sad bag mig holdt mig siddende. Ved enden af koncerten fik vi deres største hit, No One is Gonna Love you, Is There a Ghost og Funeral. Det var spektakulært, og faktisk synes jeg sidste nævnte var bedre opført end på pladen, hvilket ikke burde være muligt. Band of Horses viste verden at rockband konstellationen stadig lever. Det er de færreste bands i dag, der kan gå på en scene med minimal lysudstyr, uden fyrværkeri etc., men stadig levere en oplevelse uden lige, alene igennem musikken.
None
