Rockhistoriens største sange blev opført af legender og en fantastisk sangstemme

Queen

Jelling Festival

29. maj 2016

Anmeldt af Amir Amirian

Søndag aften gik en drengs barndomsdrøm i opfyldelse. Det var desværre ikke Wembley koncerten fra 1986 jeg skulle opleve. Den koncert står som koncerten jeg ærgrer mig mest over ikke at have set. Bevares! Jeg var ikke født i 1986, men derfor kan jeg godt ærgre mig. Ikke destro mindre skulle jeg nu opleve Queen. Jeg kom i fin tid og fik mig en plads godt tæt på scenen, på trods af jeg ikke kunne komme helt oppe foran at stå. 5-10 min. inden Queen gik på begynder regnen at sile ned. Det skal ikke have lov til at ødelægge denne oplevelse! Heldigvis stoppede dette 10-15 min inde i koncerten.

One Vision

introen begynder at lyde og jeg kan mærke hvordan adrenalinen sparker ind. Nu begynder det! Brian May trådte ind på scenen og fyrede de fede intro-rifs af på sin guitar alt imens Roger Taylor slog til på trommerne. Hvilke legender! Her foran mig står så meget musikhistorie, at det halve kunne være nok. Disse to gutter har været med til at skrive de største numre i verdenshistorien. Så trådte Adam Lambert ind på scenen. Kæft hvor kan han synge. Hans lunger blæser på fuld kræft og jeg bliver blæst bagover. Flere gange vender min kæreste sig om og siger til mig ”hvor synger han vildt, jeg har aldrig hørt en synge så godt før”. Jeg er enig, for i mangel af det bedste (red. Freddie Mercury), så er dette ikke et skidt alternativ. Hans stemme er ren og han rammer alle toner til perfektion. Jeg kan godt forstå de to gamle gutter valgte den unge Lambert til at tage over. Jeg så American Idols det år Adam Lambert deltog, og var allerede dengang imponeret over den vokal han besidder. Selvfølgelig skal han tage på tourné med Queen. Ingen kan udfylde Freddies sko, og det indrømmede Adam også fra starten. Det virkede heller ikke til, at han prøvede at agere som Freddie, men prøvede i stedet at synge som han nu selv engang gør. Koncerten var en stor hitparade, men alt andet er også svært når der er tale om Queens numre. For de dårlige Queen numre hænger ikke på træerne. Det var dog ikke kun de gængse numre vi fik, da de bl.a. spillede

Stone Cold Crazy

og

Last Horizon

. Efter

Another One Bites the Dust

begyndte Adam Lambert at snakke til det danske publikum. Indtil da havde han knap nok anerkendt publikums tilstedeværelse, og jeg var begyndt at blive lidt utålmodig. Jeg frygtede inderst inde, at det ville blive en koncert, hvor de ville spille deres numre og derefter skride. Det var der dog ikke tale om. Lambert begyndte at snakke dansk, og takkede publikum for at holde ud i regnen. Herefter er det tid til

Fat Bottomed Girls,

hvor der blev joket med publikum, og hvor skærmene bl.a. viser billeder fra Mays guitar. Det er sgu fedt! Brian rendte og filmede sine kollegaer på tæt hånd, således vi kunne komme helt tæt på Adam og Taylor. Herefter fik vi klassikerne

Play the Game, Killer Queen, Don’t Stop Me Now,

og

Somebody to Love.

Adam gik af scenen og der blev stillet en skammel op på kanten af scenen, hvorefter Brian May sang

Love of My Life

. Utrolig smukt og rørende. Dejligt, at han stadig kan synge. Hans guitarspil var der heller intet i vejen med. Hans spillede perfekt igennem hele koncerten og selv de svære passager, der gik lidt hurtigt blev leveret til perfektion. Desværre var der lidt for meget guitarshow under koncerten. Efter

Last Horizon

fik vi et 10 min. lang guitar show, som var decideret kedelig. Intet spændende over de soloer, men en meget basic performance. Roger Taylor gav og hans besyv på hvordan man skal synge. Han gav os nemlig nummeret

These Are the Days of Our Lives

, hvorefter der var tid til tromme-battle. Deres unge perkussionist gav den gamle mand prygl. Taylor hvordan kan du tabe den kamp! Jo jo, hans stortrommemikrofon drillede, men ærligtalt så var den unge guts solo bare federe. Aftenen sluttede med

Tie Your Mother Down, Bohemian Rhapsody,

og

Radio Gaga.

Bohemian Rhapsody, som jeg mener der det bedst skrevet nummer nogensinde, blev fremført smukt. Bl.a. dukkede Freddie op på stor skærmen og sang dele af sangen. Intet mindre end fantastisk. Herudover sluttede sangen med Freddie på storskærmen, som var en liveoptagelse fra Wembley i 1986. Drengene kom tilbage til ekstra nummer, som lød på

We Will Rock You

og

We Are the Champions

. Herefter blev der sagt farvel under

God Save the Queen.

En aften hvor min drøm gik i opfyldelse, og hvor rockhistoriens største sange blev opført af legender og en fantastisk sangstemme. Aften havde sine kedelige momenter, men det er ikke dem jeg vil tænke tilbage på.