MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 18 dec 2014

Roskilde Festival donerer 1 million kroner til julehjælp

Donationer til julehygge og samvær

En million kroner af overskuddet fra årets Roskilde Festival er blevet uddelt som julehjælp. Organisationer som Ungdommens Røde Kors og Café Klare er blandt modtagerne, og pengene er blandt andet gået til fællesskaber og sociale aktiviteter for unge mennesker. Foreningen Roskilde Festival har netop udloddet en andel af overskuddet fra årets festival, hvor over 100.000 gæster købte billet og festede gennem otte dage i musikkens og fællesskabets tegn. I alt har foreningen doneret 1 million kroner til julearrangementer og julehjælp m.m. til 10 organisationer, der arbejder aktivt med at skabe bedre livsvilkår for socialt udsatte. Bestyrelsesformand i Foreningen Roskilde Festival, Steen Jørgensen, siger: ”Det er vigtigt for os, at Roskilde Festivals overskud går til organisationer, der er i stand til at skabe sociale aktiviteter og samvær. Vi har især tilgodeset organisationer, der gør noget særligt for unge mennesker, der ofte er en lidt overset gruppe, når vi snakker om julehjælp. Derfor har vi doneret i alt 1 million kroner til udvalgte organisationer, der har inviteret til arrangementer som julefester og Tivoli-tur, hvor man kan være sammen med hinanden i trygge og hyggelige rammer. På den måde har festivalens gæster og frivillige i fællesskab bidraget til at gøre vinteren en smule hyggeligere for andre, der har brug for en håndsrækning.” Donationerne er gået til at skabe oplevelser og fællesskaber, og det er især unge mennesker, der får gavn af Roskilde Festivals overskud.

Frivillignet

- En del af Dansk Flygtningehjælp har inviteret unge fra klubber i såkaldt udsatte boligområder på Tivoli-tur før jul.

Ungdommens Røde Kors

vil indbyde unge med anden etnisk baggrund til en dag med fælleskab og bowling i de fire største danske byer i januar.

Natherberget Café Klare

har brugt en del af donationen til at holde en julefest for 100 kvinder med lækker mad og musik, og Mødrehjælpen inviterede mødre og deres børn til julehygge med madlavning og uddeling af julegaver.