Oprydning

fre, 30 nov 2012

SÆDDRÆBENDE CREME SOM PRÆVENTION?

TJECK PÅ SEX I SAMARBEJDE MED SEXLINIEN:   Pige/Kvinde på 20 år fra Københavns Kommune: Kan man nøjes med at bruge sæddræbende creme ved samleje, hvis fyren trækker sig ud inden udløsning? Jeg ved, at der kan være præ-sæd, men jeg tænker, at når det er så lille en mængde sæd, at cremen godt kan dræbe det? Derudover vil jeg gerne spørge, om man kan bruge cremen som glidecreme til forspil eller skal det føres op i pigens skede inden? Hvis ikke, findes der glidecreme som er sæddræbende? På forhånd tak. Svar: Sæddræbende creme betegnes ikke som prævention, fordi den ikke beskytter godt nok i sig selv mod graviditet. Det bruges oftest i forbindelse med præventionsmetoden pessar, hvor kombinationen af pessar og sæddræbende creme giver en højere beskyttelse mod graviditet. Afbrudt samleje, hvor fyren trækker sig ud inden han kommer, bliver heller ikke betegnet som sikker sex. Der er to problemer ved afbrudt samleje. Der kan, som du selv skriver, være sædceller i præsæden, og det er ikke altid, at fyren kan styre udløsningen, når han først er i gang. Så selvom I egentlig havde planlagt, at han skulle trække sig ud, så kan I risikere, at det en dag glipper. Vi synes, du skal overveje en anden form for prævention, da sæddræbende creme og afbrudt samleje ikke er tilstrækkeligt. Kondom beskytter jo både mod graviditet og sexsygdomme, men hormonel prævention som p-piller, p-ring og p-stav beskytter mod graviditet. Du kan læse mere om de forskellige præventionsformer på Sexlinien.dk. Du kan også tage en rådgivende snak med din egen læge omkring prævention, så I kan finde en præventionsmetode, der passer dine behov bedst. Det er usikkert, om du kan bruge sæddræbende creme som glidecreme, da det skal direkte op i skeden ved brug. Det vil være bedre, hvis du bruger en almindelige vandbaseret eller silikonebaseret glidecreme, fordi glidecreme med sæddræbende midler i, kan virke lokalirriterende på slimhinden.