MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 08 aug 2014

Sanitetsluksus på Smukfest

I år har arrangørerne af Skanderborg Festival i samarbejde med Geberit opstillet fire luksustoiletter rundt på pladsen. TJECK Magazine tog med rundt på ”toilet-crawl”.

  Tekst: Jesper Møl Trads Foto: Geberit   Hvis du går og tænker, at de i forvejen 1300 opstillede toiletter ikke giver dig tilstrækkeligt komfort, så skal du give de fire nye toiletter et besøg. ”Målet med disse toiletter er, som vi altid forsøger på festivalen, at give vores gæster en anti-dagligdagsoplevelse og give dem en dejlig oplevelse af, at være på toilet” udtaler Fleming Dybbøl fra Smukfest. Udefra ligner toiletterne et klassisk toilet fra den svenske skærgård, men indvendigt er der tv, musik, stik til oplader og masser af plads. ”Alle må tage sig den tid det tager. Der sidder en rengøringsvagt udenfor, der aldrig bryder ind og giver dig den tid, du har brug for. Det skal være en rar oplevelse” forklarer Fleming Dybbøl og referer bl.a. til det indbyggede bidet, der skyller efter, når toiletbesøget af færdigt.  

Sjove lyde

Når toilettet skyller dig efter forneden, er der flere, der for et chok. ”Vi har hørt mange, især mænd, hvis stemmer ryger op i de højeste toner, når skyllet begynder” fortæller Fleming Dybbøl og referer til, at han selv første gang kom til, at skrue lidt for højt op for trykket, men at det var en sjov og god oplevelse. Toiletterne er produceret af firmaet Geberit og chefen for den nordiske afdeling, Damien Schmutz, fortæller, at toiletterne i Europa allerede er på vej frem. ”I Schweiz har 10 procent af befolkningen allerede fået et toilet installeret i hjemmet, så det går rigtig godt med, at få vores produkt ud i verden” forklarer Damien Schmutz og fortsætter med den indvendige teknik: ”Trykket på strålen kan justeres, samt indstillingen om man er mand eller dame, samt at der er automatisk udluftning” fortæller han med reference til toilettets teknik.  

En stor succes

Ideen har fra start været, at toiletterne skulle være såkaldte hemmelige toiletter, som publikum ikke vidste var der, men kunne finde undervejs. ”Efter en stille start onsdag, hvor folk skulle finde og lære vores luksustoiletter at kende, så har antallet af besøgende været flot onsdag og torsdag. Vi har tre toiletter rundt på pladsen og et i backstage-området” forklarer Fleming Dybbøl og uddyber tallene: ”Onsdag og torsdag havde vi omkring 1000 besøgende på de tre toiletter udenfor backstage” siger Fleming og fortæller, at de er glade for, at kunne tilbyde denne luksus til gæsterne på festivalen.  

Tilfredshed blandt gæsterne

Flere af de gæster, der har afprøvet forholdene er meget tilfredse. ”Jeg har besøgt mange festivaller, men aldrig med så flotte toiletforhold. Det var en fantastisk oplevelse. Der var rent og pænt, og så er jeg aldrig før blevet spulet i måsen,” fortæller Maj Brit med en grin. Hun er meget tilfreds med, at slippe for de traditionelle festivaltoiletter. Også Per Bak, der er frivillig medhjælper på festivalen er glad, efter hans besøg på toilettet: ”Det er luksus, som man ikke er vant til på festivaler” fortæller han med et smil.   Jeg har ikke selv prøvet at tage en tur endnu, men ser frem til at udforske enten New York-toilettet, bjerg-toilettet eller et af de andre, der alle har hver deres tema. Det samme mener jeg, at i skal prøve og nyde stilheden og frirummet for jer selv.  
None

None

None

None