KROP & SIND

tor, 06 feb 2014

Simon Talbot vært for Zulu awards

Komikeren Simon Talbot står i spidsen for årets fedeste fest

Find dit lækreste tøj frem, for før du har set dig om, skal du til den fest, du har ventet på i et år - Zulu Awards 2014! Vært og location er fundet: Komikeren Simon Talbot glæder sig til at stå i spidsen for årets fedeste fest, og forberedelserne er i fuld gang. TV 2 Zulu lover, det bliver dampende hedt og intimt i Østre Gasværk i København torsdag 3. april, når det populære show sendes direkte. »Det korte af det lange er: Jeg er stolt, spændt og sikker på, det bliver pissefedt. Jeg glæder mig vildt til at være vært på Zulu Awards 2014 - især på så fed en location som Østre Gasværk. Det er et af Danmarks bedste spillesteder, og det ser skidegodt ud. Og så er det jo første gang, Zulu Awards bliver sendt live. Det er ekstra spændende, for alt kan ske, men ambitionsniveauet bliver ikke sat ned af den grund - tværtimod. Går noget galt, og jeg pludselig skal træde vande, mens bagtæppet bliver klippet ned, må jeg tage den derfra,« siger Simon Talbot fra en varm strand i Thailand, hvor han lige nu lader op til årets fest. Zulu Awards byder som altid på skæve indslag og musikalske oplevelser - og selvfølgelig masser af glade vindere. Tirsdag 25. februar 2014 vil de heldige nominerede i de forskellige kategorier få personlig besked, og seerne og brugerne vil samme dag kunne følge offentliggørelsen på Facebook, Twitter, Instagram og zulu.dk.