BYLIV

fre, 08 aug 2014

Smukfest! Ukendt kunstner er fremtidens dansk

Med sit høje niveau i tekstskrivning og engagement viste Ukendt Kunstner, at de er kommet for at blive.

  Tekst: Jesper Møl Trads Foto: Christian Ottosen   Jens Ole og Hans Philip, duoen bag bandet Ukendt Kunstner, havde sat sig for, at skabe en fest. Tallet på 200 publikummer til deres koncert på Skanderborg Festival skulle overgås. Det blev det så sandelig også! Allerede før koncert var der sved at finde på de fleste publikummer, men efter især Hans Philip, rapper i bandet, kom på scenen steg temperaturen i teltet proportionelt med stemningen. Hele bandet var fuldt fokuseret på opgaven om, at få publikum til at glemme tid og sted og skabe fælles dans, glæde og sang! Fra første tone brillerede Hans Philip med et tekst univers, ingen andre på danske musikscene kommer i nærheden af.  

Dansk nyfortolket

Hvor sangskjalde som Kim Larsen og Simon Kvamm har udrettet mirakler i deres tekster, så bevæger Hans Philip sig ud på nyt vand. Som resten af bølgen med nye unge talenter på den danske musikscene, der bl.a. tæller Gilli, Lord Siva, Kesi og ikke mindst S!vas, har Ukendt Kunstner endelig skabt en distance til de sidste par års trends med reggae-pop og dancehall. Vi er på vej ind i en ny genre, som disse drenge alle besidder til perfektion. Som eksempel på dette sprogunivers kan nævnes linjen ”vi ku’ drikke vin i Rom eller rom i Wien” fra Ukendt Kunstners kæmpehit ”Alting/Ingenting”. Det danske sprog er blevet moderniseret og reformeret i denne gren af kunstnere. Derfor undrer det heller ikke, at der slutteligt på scenen sås alle de nævnte ovenfor, sammen med Ukendt Kunstner. De lukkede herved deres del af festivalen ned. Deres dag. En dag hvor S!vas og Ukendt Kunstner på hver deres scene leverede dagens bedste optrædener. Så snart gruppen for et større repertoire og flere singler på cv’et går der ikke mange år, før vi finder dem på Bøgescenerne på Skanderborg Festival. Jeg glæder mig til den dag og vil stå i forreste række! Ukendt Kunstner, Torsdag, Skanderborg Festival