MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 16 aug 2016

Stor pop-uge i Tivoli

Danmarks popprins nr.1 går på Plænen til Fredagsrock den 19. august kl. 22.00

I denne uge suppleres skrigene fra Rutschebanen af begejstrede pigehvin. Tivoli får besøg af to store pop-navne, der er blandt tidens hotteste ungdomsidoler. Torsdag indtager Norges største teenagefænomen Marcus & Martinus Plænen. De giver faklen videre til Danmarks pop-darling nummer ét, Christopher, som sommeren igennem har begejstret både fans og anmeldere med sine optrædener til årets festivaler. På fredag vender Christopher tilbage til Fredagsrock med et sceneshow i særklasse.

Marcus & Martinus går på Plænen til PopUp-Torsdag den 18. august kl. 18.00. Bemærk, at tidspunktet er fremrykket time. Koncerten er forlænget, så den varer cirka 1 time. Christopher går på Plænen til Fredagsrock den 19. august kl. 22.00 Hvor ser Christopher sig selv om ti år? Se Tivolis interview med popstjernen fra 2014: https://youtu.be/9ohG__Rc_qo?t=2

Danmarks popprins nummer ét vender tilbage

På trods af sine kun 24 år er Christopher en klar Fredagsrock-favorit, og det er allerede 3. gang, han optræder på Plænen i det regi. Med sin fløjlsbløde vokal vil han svøbe sommeraftenen ind i en perlerække af sine store hits. Med singler som Tulips, CPH Girls, Told You So og Crazy har Christopher for længst slået sit talent fast på den danske pop-himmel med en solid fanskare blandt ungdommen.

11 millioner streams

Christophers gennembrud blev cementeret, da han modtog priserne for Bedste Album, Publikumsprisen og Bedste Club Track ved Danish Music Awards i 2014. Året efter vendte han tilbage til showet – som vært. I 2016 udkom albummet Closer, hvorfra hittet Tulips bl.a. stammer. Tulips var et af de største danske hits i 2015 med massiv radiodækning og flere end 11 mio. streams på Spotify.

Ny single spilles til Fredagsrock

I juli måned overraskede Christopher ved at udgive en ny single i samarbejde med den norske DJ Matoma. Singlen Take Me Back er en del af showet, når Christopher gæster Tivoli, hvor publikum kan glæde dig til et genhør med hans hitbaskende bagkatalog. Læs mere om Fredagsrock på www.fredagsrock.dk

FREDAGSROCK

2016 19. august Christopher 26. august Aura + Dúné 2. september Magtens Korridorer feat. Østkyst Hustlers 9. september Dizzy Mizz Lizzy 16. september The Minds of 99 + Julias Moon 23. september S!vas + Gilli + MellemFingaMuzik