SAMFUND

tor, 03 nov 2016

Studenterbaren skummer over af gode og mærkelige juleøl

Den 3. og 4. november kan der smages på 70 forskellige juleøl i Studenterbaren, Studenterhus Aarhus.

Torsdag d. 3. november skænker Studenterbaren i Aarhus sæsonens første julebryg og tager forsmag på julen til Ølentusiasternes J-dag. Studenterbaren har i år 70 forskellige juleøl på barkortet med smag af alt fra risalamande til kanel, karamel og rosin.

Du har rig mulighed for at finde en juleølfavorit, nårStudenterbaren i Aarhus varmer kælderen op til den traditionelle J-dag og serverer delikate smagsoplevelser til Ølentusiasternes J-dag. Her introducerer baren juleøl fra alverdens bryggerier. Tilsammen udgør øllene et helt enestående sortiment af julebryg.

“Et imponerende udvalg af juleøl”

Søren Bruun Rolander er lokalformand for Danske Ølentusiaster i Aarhus. Ifølge ham er Studenterbarens store udvalg af julebryg noget helt særligt. “Studenterbaren har et imponerende sortiment af julebryg, det er det største i hele byen. Det særlige ved det er, at det ikke kun er på ØJ-dag og J-dag baren sælger et så bredt udvalg af juleøl, men hele sæsonen”, siger han. Søren Bruun Rolander giver her sit bud på henholdsvis de tre bedste og de tre mærkeligste juleøl i baren i år.

De bedste

- Port Brewing Aged Santa’s Little Helper; når det opulente ikke er vildt nok, så lagrer man da bare Sants Little Helper i Bourbonfade. - Spencer Trappist Holiday Ale; amerikansk øl brygget af trappistmunke. - De Dolle Stille Nacht; meget fyldig, sød og uden megen bitterhed - en sand delikatesse og næsten stamgæst i baren ved juletid.

Det mærkeligste

- Schneider Aventinus; en meget mørk og fyldig tysk vinter hvede-eisbock med saft kraft og fylde nok til at igennem den kolde årstid. - Mikkeller Ris a la M’ale; brygget på ris, mælk, fløde, vanilje, mandelekstrat, sukker, salt, kirsebær, vand, malt, humle og gær - og ja smager af det som navnet antyder. - Delirium; lyserøde elefanter? Ja, de findes faktisk. Sød, kompleks og fyldig belgisk strong ale. Studenterbaren har landets måske største øl-sortiment med op mod 200 forskellige specialøl, som du kan opleve i barens lune og hjemlige kælderlokaler, der altid emmer af råhygge og aromatiske dufte af malt.

Info

ØJ-dag og J-dag løber af stablen henholdvis d. 3. november klokken 12:00 og 4. november klokken 21:00 i Studenterbaren. Arrangementerne er gratis og åbne for alle. Studenterbaren Studenterhus Aarhus Nrd. Ringgade 3 8000 Aarhus C