MUSIK INTERVIEW & TRENDS

søn, 24 jun 2018

Symfonisk film- og spilmusik var et kæmpe hit på Copenhell

Jakob Stegelmann & Aarhus Symfoniorkester 23. juni 2018 Copenhell, Refshaleøen   Den klassiske musik ligger på mange måder utrolig langt væk fra metalmusik, men på mange måder er de tæt forbudne. Lidt på samme måde som DF og Enhedslisten er langt fra hinanden, men stadig tæt knyttet. Endnu tættere er metalhoveder forbundet til film- og spilleverdenen. For metalfans er ofte også fans af diverse Playstations, Nintendo- og computerspil, samt hele filmverdenen, herunder superheltefilm, Star Wars m.v. Med andre ord så er metalhoveder nogle über nørder. Det er også derfor at Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester er det perfekte booking til Copenhell lørdag middag. De fleste af Copenhells publikum er vokset op med Stegelmann og Troldspejlet, og selv savner jeg programmet utrolig meget. Derfor var det en fantastisk tur tilbage til min egen barndom, da jeg hørte Aarhus Symfoniorkesters fantastiske velspillede musik tog mig igennem nogle af de mest ikoniske film- og spil symfonier. Vi startede i superheltefilm universet, hvor vi kom igennem Batman, Superman og Spiderman. Det 65 personers symfoniorkester tog os herefter til Indiana Jones, hvorefter vi tog en tur til verdens nok mest kendte spil, Super Mario. Orkesteret spiller simpelthen formidabelt, og de maler et smukt billede for en, således at man ser filmene foran sig. Alt dette imens, at Jakob introducerer samtlige numre. Han ved præcis, hvordan han skal håndtere 20.000 metalfans, som inderst inde er små børn, selvom størstedelen af publikum har rundet de 30 år for længst. For Stegelmann driller publikum, kommer med sarkastiske bemærkninger og joker med, hvor farligt voldelige film, tegnefilm og spil kan være for børn, hvilket blev mødt med stor latter. Eftermiddagen slutter af med Star Wars, og hvor er det vidunderligt. Den perfekte afslutning på den perfekte eftermiddag. Dette har utvivlsomt været den største oplevelse på årets Copenhell.  
None

None