MODE & STIL

tor, 15 jun 2017

De syv sjoveste nye navne i Danmark

Fra venstre: Per Sodemann (som gik videre), Troels Stokholm, Anders Nielsen (som gik videre), Mads Kærsaa, Mahamad Habane, Conrad Molden og værterne: Mikkel Rask, Heino Hansen og Ane Høgsberg.

Comedy ZOO i København har de sidste 14 dage haft ekstra spænding på programmet. 79 komikerspirer har i de indledende runder og semifinaler dystet om at kvalificere sig til finalen i DM i stand-up, der finder sted den 3. september i Glassalen i Tivoli.

Ud af de 79 deltagere er kun syv gået videre i finalen. Finalisterne er Anders Nielsen fra Næstved, Jacob Taarnhøj fra Aarhus, Jakob Thrane fra Fyn, Jonas Brøndum fra Roskilde som vandt Danish Open i 2013, Melvin Kakooza fra Århus, Natasha Brock fra Hellerup der tidligere i år kunne opleves som en af deltagerne i Comedy Fight Club Live på TV2 Zulu og Per Sodemann fra Beder ved Århus. Flere af dem er allerede kendte navne på landets comedy-scener samt på tv i forbindelse med de sidste års Zulu Comedy Galla og Zulu Awards. “Kvaliteten er udsædvanligt høj i år”, konstaterer FBIs salgschef Karen Sophie Lerhard, så der er lagt op til en utroligt sjov finale. De syv finalister vil i juli måned få rig lejlighed til at finpudse deres sæt med “æsel”-optræden i Thomas Hartmanns sommershow på Comedy ZOO i København. Derudover kan man også opleve dem ved dette års SMUKFEST, d. 8. august på KærligHedens Live Camp Scene. Den 3. september afgøres det så i Glassalen hvem der bliver årets sjoveste navn. Vinderen udpeges af publikum, der stemmer på deres favorit, samt et dommerpanel bestående af Adam & Noah, Thomas Hartmann og Karen Sophie Lerhard fra FBI. Vinderen tildeles en et års kontrakt med FBI og dermed starten på en professionel stand-up karriere. Værter for finalen er vinder af DM i stand-up 2015, Mikkel Rask samt Heino Hansen og Ane Høgsberg. Finalen sendes live på TV2 Zulu. DM i stand-up har været startskuddet for mange af de store navne, vi griner af i dag. Jonatan Spang, Linda P, Lars Hjortshøj, Ruben Søltoft og Simon Talbot, bare for at nævne nogle stykker. Men også årets tre værter Mikkel Rask, Heino Hansen og Ane Høgsberg, der blev henholdsvis nr. 1, 2 og 3 ved sidste DM i stand-up i 2015, fik et gevaldigt skub fremad. Vil man opleve finalen i DM i stand-up, kan man få billetter på fbi.dk. ed