MAD & DRIKKE

ons, 05 okt 2016

Hvad tænker du om SU-reformen?

TJECK var på gaden i Aarhus og mødte Sofie og Jeanne fra Aarhus Katedralskole.

SU = Statens Uddannelsesstøtte til studerende over 18 år på gymnasiale og videregående uddannelser samt visse erhvervsuddannelser i Danmark. For at du kan modtage SU, er det et krav, at din uddannelse er SU-berettiget, og at du opfylder en række ansøgelseskriterier. SU’en finansieres af Staten Danmark, og derfor er det også en slags overførselsindkomst ligesom andre økonomiske ydelser fra staten. 

Tekst & foto:

Anne Kildegaard Hansen

Vi gik på gaden i Aarhus for at spørge nogle af jer, der bliver ramt af SU-reformen om, hvad I synes om politikernes planer  

Sofie, 17 år, Mørke, 2g’er på Aarhus Katedralskole

»Jeg er ikke særligt stor fan af forslaget. Politikerne lægger et stort pres på os, der for eksempel gerne vil tage et sabbatår efter gymnasiet. Jeg kommer fra Mørke mellem Grenå og Aarhus, så hvis jeg vil flytte hjemmefra, må jeg tage et lån for at få råd, og jeg er også nødt til at arbejde ved siden af.« »De vil hæve mit fribeløb, men jeg tror bare ikke, det bliver bedre eller nemmere af det. Mange af os vil gerne være selvstændige, når vi fylder 18. Og jo sværere det er at løsrive sig fra sine forældre, jo længere tid tager det at komme igennem uddannelsessystemet.«  

Jeanne, 17 år, Aarhus, 2g’er på Aarhus Katedralskole

»Jeg er heller ikke så glad for reformen. Jeg går i 2g her på ”Katten” nu, og jeg ved ikke helt, om jeg synes, reformen er fair. Politikerne siger, vi får bedre kvalitet, men de forklarer ikke hvordan. Hvad vil de bruge de penge på, som de tager fra os?« »Det er for mange penge, vi skal af med, som vi ikke har. Nu skal jeg både passe mit studie, arbejde ved siden af og eventuelt tage et lån for at kunne gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg vil gerne på universitetet og flytte ind til Aarhus. Det synes jeg ikke, at mine forældre for eksempel skal være med til at betale.«

Nikolaj, 21 år, Aarhus, studerer en ”ordblinde-HF” på VUC Aarhus

»Hvad er det nu liiige, SU-reformen er for noget? For mig er SU de penge, jeg får som studerende – eller fortjener ved at studere, kan man sige. Jeg er ikke vild med det, politikerne vil gøre. De kan trække penge fra de hjemmeboende; jeg synes ikke, de skal tage flere fra de udeboende. Når man bor hjemme, synes jeg godt, man kan klare sig, ligesom man kan, før man får SU.« »Selvfølgelig er det svært i nogle familier, men SU’en gør det nemmere at være studerende. For nogle motiverer det dem, at de får en slags lommepenge, men man gør jo ikke noget for samfundet – endnu. Vi skal nok betale nationen tilbage, når vi er færdige. Jeg er ordblind, så jeg bruger meget tid på at studere, men jeg har også et arbejde på en af landets største barer, Heidi’s Bier Bar her i Aarhus. Det gør jeg dog mest på grund af det sociale, og fordi jeg får et godt netværk, samtidig med at jeg tjener en lille smule, som gør livet lidt sjovere.«