Det bedste ved stykket, som åbnes med Josephine Opsahl på cello, er musikken og scenografien.
Det bedste ved stykket, som åbnes med Josephine Opsahl på cello, er musikken og scenografien.

Tæt på lavmålet for Von Baden

Til januar indtager teatergruppen Von Baden Teater Grob i København med forestilling ”Hullet”. Her må man håbe, at der er sket kraftige fremgange på alle parametre, da stykket i Århus var noget af det dårligste, som Teatret Svalegangen har opsat i de seneste 5-6 år.

Tekst: Jesper Møl Trads

Foto: Anna Marin

Oppe under taget hos Teatret Svalegangen i Århus gemmer sig deres nyeste scene, der i december har huset teaterkollektivet Von Baden, der de seneste år har gået fra den ene sejrsgang til den anden. Senest med ”Under Gud, over Loven” og ”Transit”, hvor i sær den førstnævnte var en kæmpe succes, der havde fortjent en Reumert sidste år!

hullet3

Med denne i baghovet gik jeg ind på teatret med noget nær de største forventninger, jeg nogensinde har haft til et af de mange stykker på Svalegangen, jeg efterhånden har set og anmeldt. I en simpel scenografi og med Samuel Beckett og hans klassiker ”Mens vi venter på Godot”, som truppen her er inspireret af, i baghovet, glædede jeg mig til dagens tæppefald.

Det bedste er musik og scenografi

Stykket åbnes med Josephine Opsahl på cello, der stykket igennem spiller upåklageligt og flot skaber et lydbillede fra sin plads i siden af scenen. Når det så er sagt, så irriterer det mig grænseløst, at hun har en moderne lydmixer og pedaler til indstilling af lyden foran sig med et eller andet musikfirma plastret på. Dæk dog denne væk i en del af scenografien på samme måde, som hun sidder i en kjole lavet af plastsækkene, der omgiver hele scenen. Det ødelægger illusionen indenfor de første fem minutter og jeg fandt aldrig tilbage. Desværre.

Resten af scenografien fungerer ligeledes fint stykket igennem, men det er jo ikke derfor, at vi går i teatret. Det er på grund af historien og skuespillet, som var så langt fra inspirerende hele vejen igennem.

hullet2

Råbene og dumme næser

For det første, så manglede jeg i den grad Anders Brink Madsen, som er tredjemanden i Von Badens trekløver af skuespillere, som i denne opsætning kun består af de to andre; Henrik Vestergaard og Frederik Meldal Nørgaard. De to har påklistret dumme, store næser, der ikke hjælper dem i vejen mod sublime karakterer. Tværtimod.

Og for det andet, så bliver den ene replik efter den anden råbt ud. Så snak dog i et normalt tempo. Jeg er med på, at det er med til at understrege det absurde i et stykke, der er skabt over den lige så absurde novelle fra Peter Seeberg, men hvor er det irriterende. Det er skabende, dumt på den dumme måde og jeg mister alt sympati med karaktererne. Ja, de kommer faktisk aldrig ind under huden på mig.

hullet

Kedsomhed

Jeg keder mig simpelthen, og jeg kigger første gang på uret efter 20 minutter og til min frygt er der over en time endnu. Tempoet stiger en smule i sidste halvdel, men det gjorde desværre ikke nok. Har man overhovedet haft en udefrakommende dramaturg inde og se stykket? Næppe. Hvis man havde, så var der skabt endnu større spæn og forskellighed mellem karaktererne, så vi i det mindste blev overrasket. Hvis man efter 5 minutter tænker: ”Sker der mon det til sidst, som jeg tror?” Så er svaret ja. Der er ingen overraskelser forestillingen igennem. Kom nu, Von Baden. I kan så meget mere, og dette er en trist udvikling.

 

Jeg ville mene, at man for en gang skyld skulle bytte om på rollerne, så skuespillerne spillede den andens rolle. Frederik spiller så tit lederen, der bryder sammen løbende, og Henrik den dumme, men charmerende type, som publikum på et givent tidspunkt finder sympati for og ikke mister igen.

Til sidst vil jeg også mene, at det er en uambitiøs forestilling at smide på i december fra Svalegangens side, da man burde udfylde Store Sal som normalt. Dette ville trække de shoppende århusianere ned fra strøget i stedet for denne triste og ensformige opsætning, der desværre ikke viderefører det flotte momentum, som Von Baden havde opbygget med kæmpesuccesen ”Under Gud, over loven”.

Denne forestilling ligger sig kraftigt op af en stjerne ud af seks, men det flotte musikalske indslag og scenografien hiver forestillingen op på 2. En lille, ærgerligt og deprimerende 2-tal.

2-T-anmeldelse red. 2

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*