FILM, TV & TEATER

man, 18 maj 2009

Talentshow driver mig i terapi

I disse dage kan alle tosser, sinker, amatører og personer uden karrierechance inden for kulturlivet igen prøve lykken hos DR. Siden februar har der været gang i audition til Talent 09. Tillad mig et kort øjeblik at bryde ud i ukontrollerbar krampelatter: ”Talent? Hahaha!”. Maj måned er sidste chance for at kvalificere sig til det, man bedst kan karakterisere som liveopvisning i idioti. Så hvis du endnu ikke har vist, at du kan jonglere med levende hamstre, samtidig med at du reciterer alle versene i højskolesangbogen, så har du altså stadigvæk chancen. Du skal bare lige huske på, at du i ansøgningsskemaet skal udlevere dit livs mest pinlige oplevelse. DR skal ikke bruge det til andet end at ydmyge dig med, når du er færdig med at ydmyge dig selv.

Værter uden stjerner

En meget vigtig ingrediens i disse talentløse shows er naturligvis værterne. Der bliver vendt en del sten i kulturskoven og ud af mørket kommer disse sære skabninger, som i kraft af deres egen talentløshed og mangel på karriere kan spotte andre talentløse wannabes. Jeg er da hamrende ligeglad med, om Thomas Blachman ikke vasker sin behårede sprække mere end to gange om ugen. Jeg aner ikke hvem Julie Steincke er, og hvorfor jeg skulle lytte til hende. Jeg vil ærlig talt også helst være fri for at se på Lina Rafn tude over det talent, hun ikke har. Hvorom alting er, så er det naturligvis værterne, som trækker det længste strå. For det eneste disse shows er gode for, er at puste liv i værternes slukne karrierer.

Glemmer du, så glemmer vi

Jeg må trods alt indrømme, at jeg faktisk godt kan få lidt glæde ud af at se disse programmer. For talentløshed gør sig rigtig godt på tv. Folk er jo skamløse. De vil for enhver pris på tv. Skide være med at hula-hop ringene kvæster kameramanden, at de ikke kan hverken danse, synge eller noget andet bare tilnærmelsesvist interessant. Kan man komme på tv, er lykken gjort. Så er man noget, så bliver man husket. Eller gør man? Det, der gør mig nervøs og lidt ængstelig på den danske befolknings vegne, er, at alle disse nuller rent faktisk tror, at de har et eller andet talent. Det er da et eller andet sted skræmmende, at så mange danskere har så lidt indsigt i, hvad de rent faktisk er gode til. Og spørgsmålet er jo så om de, der vinder, rent faktisk kan noget, som folk kan huske et splitsekund efter. Jeg må da indrømme, at jeg blev noget overrasket over at læse, at ”Talent 2008 sluttede med et finalebrag, hvor Robotdrengene, Jeppe Thybo og Nick Johnsen, vandt en ærefuld sejr over den virtuose streetdanser Nicklas og det færøske punk-håb Ragnar”. Er jeg den eneste, som ikke har hørt noget til disse nobodies siden?

Accepter din skæbne

Men man kunne jo ikke lave programmet uden publikum. De er nøglen til, at det her møg optager så meget af mediefladen. Foruden den fryd/sorg jeg oplever over alle tåberne, der er drevet af håbet om at blive opdaget, så tilfører talentprogrammerne ikke en skid. Jeg kan simpelthen ikke hidse mig op over folks sørgelige og ligegyldige skæbner. Så du er alenemor – who cares. Så I har grimt hår, er fra Sri Lanka, kan ikke synge, optræde eller bare tilnærmelsesvis gøre andet end at få folks ører til at bløde – jeg er hamrende ligeglad. I er alle lige uinteressante. I er alle bare almindelige mennesker uden nævneværdige karaktertræk. Acceptér det. Acceptér, at I er lige som de andre, og at jeres skæbne er at have et uinspirerende job, et halvdårligt parforhold, problemer med banken og helbredet indtil den dag det hele er slut, og I ikke har udrettet en skid mere end alle de mange andre milliarder mennesker, som befolker denne planet. Det eneste positive ved det hele er, at der er mere end tre måneder til, at hele den danske presse slår knuder på sig selv og deres uopfindsomme hjerner for at fylde spalterne og fladerne med rasende uinteressante historier om alle spasserne, sinkerne, skvaddermiklerne og de opmærksomhedshungrede, medieliderlige fjolser.