MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 08 maj 2015

Teater: Kuldegysninger og hjertebrøl

Anmeldelse: Cabaret på Det Kongelige Teater

Forestillingen Cabaret forfører sit publikum med kuldegysninger, hjerteknusere og hjertebrøl. Forestillingen spiller indtil d. 29. maj 2015, og TJECK Magazines udsendte blev både draget og forført af den verdensberømte musical

Anmeldt af: Marie Falk Eriksen

Foto: Peter Christoffersen

Vi befinder os i Berlin i året 1931. To år før nazisterne overtog magten. Vi følger den unge amerikanske forfatter, Cliff, som er taget til byen for at skrive sin roman færdig. Her møder og forelsker han sig i Sally, som er danserinde og sanger på en natklub. Og det er ikke hvilken som helst klub. Det er den famøse og forførende ”The Kit Kat Klub”. Her kan man forlade hverdagens kedelige trummerum og overgive sig til et dragende og ofte sexet univers. Det er kun fantasien og dine lyster, der sætter grænsen.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt spiller den kvindelige hovedrolle, Sally. Det gør hun med stor indlevelse, passion og intens lidenskab. Cyron Melville gør det også ubetinget fremragende som den mandlige hovedrolle, Cliff. Deres dynamik og samspil var ligesom Ewan McGregor og Nicole Kidmans i filmen Moulin Rouge. Du hepper på dem og krydser fingre for, at deres kærlighed skal forblive intakt. Men kan de forblive forelskede? Kan deres kærlighed overvinde en skrækkelig tid?

Ligesom du sikkert forelskede dig i den dramatiske kærlighedsfortælling, Moulin Rouge, forelsker du dig også i Cabarat og dets univers. Forestillingen gør sig i den grad fortjent på de skrå brædder. Den gennemsyrende lidenskab efterlader showet som et vansiret musikalsk mesterværk. Okay. Det står vist helt klart og tydeligt. Jeg var fuldstændig blæst omkuld og bjergtaget af musicalen. Nogle gange er der bare ingen anden måde at sige det på end: Se den!

God fornøjelse.