11223840_10153823817693273_1337750693044515324_o

Teateranmeldelse: A rising bird

Et mørkt rum. Et hvidt underlag. Et nøgent menneske. Så lidt skal der åbenbart til for en person at fortælle sin historie og opføre en 60 minutters lang performance.

Tekst: Cassandra Hemmingsen

Foto: Matthew Pitchford

Og det var nøjagtigt – og nogenlunde – hvad der skete, da jeg oplevede forestillingen Everything Remains på Haut-scenen lørdag i København. Nøjagtigt, fordi det var, hvad jeg overværede. Nogenlunde, fordi jeg blev i tvivl, om det virkelig var en lørdag eftermiddag, eller om en person lige havde lagt hele sit liv ud foran mig uden en trevl på kroppen, mens jeg måbende, reflekterende og overvejende så til fra sidelinjen. Men de to ting gik hånd i hånd i går, og det var både lørdag eftermiddag og ud-over-kanten-rammende.

Juli ligger fladt på maven, hovedet væk fra puplikum, ansigtet ned i gulvet. Der er spot direkte på hende. Og der er musestille i lokalet. Det er der i ca. ti sekunder, før der kommer lyd ud af højtaleren. Men lyden er ikke musik. Lyden er en lyd, der ikke er særlig rar. Lyden borer sig fast i mine ører, og den holder ikke op igen. Alt imens lyden larmer, får Juli kæmpet sit højre arm ud til højre, langsomt får hun sat håndfladen i. Det samme sker i hendes venstre side. Det samme sker i benene. Forsøger hun at rejse sig? Forsøger hun at rejse sig? Hun forsøger at rejse sig.

Muskulaturen i hendes krop er smuk. Jeg glemmer hurtigt, at hun er nøgen, og alligevel kan jeg ikke lade være at betragte hver en del. Den stærke ryg, smilehullerne i lænden, de slanke ben, runde baller, lange arme – hendes stærke profil. Nøgenhed er naturligt, men Juli er ikke naturlig. Bevægelserne er anderledes, anderledes end det naturlige. Juli står nu i det modsatte hjørne af lærredet, end hvor hun startede. Sekvenserne er stadig langsomme, bevægelserne på én gang bløde og hakkede. Hendes venstre fod knirker og knaser, hver gang hun tager et skridt. Hendes blik er fjernt – det er langt, langt væk fra ro og harmoni.

Lyden fra højtaleren er tiltagende og bevægelserne det samme. Alting bløder op. En strøm af behagelige toner træder i karakter, og Julis krop synes at udfordre sig selv. Udfordre sig selv i bevægelser, der er så modstridende, så blottende og så gennemtrængende. Jeg tror, det er i et forsøg på lære sig selv at kende, på at begå sig i en verden, der er mere lilla end lyserød. Jeg ser på, kniber øjnene sammen for bedre at forstå, men der er simpelthen så langt.

Hvorfor gør det så ondt? Hvem er I alle sammen? Hvad er det, I vil mig? Jeg føler mig skyldig, og det er måske ikke så meget Julis bebrejdende udtryk, øjne, der er i smerte, og et sind, der er kogt ned. Hun får mig til at tænke på menneskeheden som en art. Hvem er vi? Og hvorfor er vi det? Omsorg og svigt, selvsvigt og kærlighed. Jeg kender ikke Julies historie, men jeg kan se, det ikke er sjovt. Samtidig kan jeg se, hun er stærk lige dér under alt skrøbeligheden, smerten og dét, som ingen taler om.

Insisterende, men høfligt – brutalt, men langsomt trækker hun lærredet væk under sig selv, alt imens lyset klipper, og øjenene flimrer. Der er nu kun Juli tilbage, og det går op for mig, at jeg hele tiden har tænkt på en fugl. En falden fugl. Juli er som den fugleunge, mennesket rørte, og som fra den dag af skulle stå på egne ben. Ben, der end ikke havde lært at stå, og vinger, der slet ikke havde lært at flyve. Alle fugle skal lære at flyve. Både storken, ørnen og den hvide krage.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*