Foto: Palle Peter Skov
Foto: Palle Peter Skov

Teateranmeldelse: Stærk monolog om livets landevej

En mand, hans bil og en verden, der bare ikke vil samarbejde. Dét er omdrejningspunktet i Mungo Park Koldings monologforestilling BILISTEN, som i disse dage gæster Folketeatret i København.

5-T-anmeldelse red

BILISTEN spiller på Folketeatret i København i aften kl. 19.30 og i morgen kl. 16.00.

Anmeldt af: Marie Enevoldsen

Med en pertentlighed, der minder om den, som Ove fra En mand der hedder Ove besidder, forsøger Frank Thiels alter ego på scenen at holde sammen på sit liv. Men det er svært. For trafikken er verdens største gruppearbejde, og det kræver kun ét broddent kar, før medspil bliver til modspil på de danske landeveje.

BILISTEN er en monologforestilling om den tid, vi lever i – om aldrig at stå stille. For vi skal udvikle os, vi skal vækste og vokse, for ellers gror vi fast.

Foto: Palle Peter Skov

Foto: Palle Peter Skov

Med en dejligt underspillet humor og et hav af små, fine fortællinger kører forestillingen derudaf. Ved rattet sidder Frank Thiel, og han gør det godt. Især når det gælder de sjove øjeblikke, som turene til McDonalds’ drive-in, hvor han aldrig rigtigt får det, han egentlig kom efter.

BILISTEN byder også på fine forestillinger om alle de andre derude – dem, der suser forbi i de andre biler. Ligesom Anders Lund Madsen gør det i sit radioprogram Fedeabes Fyraften på Radio24syv, lader manden på scenen sin fantasi løbe frit og digter sig frem til en håndfuld fortællinger om, hvem de andre derude er.

http---www.mungoparkkolding.dk-wp-content-uploads-2016-08-Bilisten_presse

Men hvorfor skal du se en forestilling om en midaldrende mand og hans bil?

Det skal du, fordi BILISTEN på fineste vis udstiller det moderne menneske, der suser fra A til B og på vejen farer vild. Manden på scenen viser os med al tydelighed, at stilstand kan være en god ting. En pointe, som forfatter Svend Brinkmann sikkert er enig i.

De 80 minutter suser forbi, mens vi som publikum holder blikket fast rettet mod Thiel på scenen. Kun enkelte gange bliver min koncentration udfordret af nogle lidt for moraleprædikende afsnit, som vidner om, at dramatikertrioen bag et øjeblik har glemt, at vi som publikum godt kan tænke selv.

Alt i alt er BILISTEN dog en meget velskrevet og veludført monolog, som ikke kun giver anledning til grin, men også sætter tanker i gang.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*