ARTIKLER

tir, 01 dec 2015

Test for sexsygdomme

Man tester for sexsygdommene forskelligt

Mand på 20 år fra Ringsted

Hej sexlinjen. Jeg har et spørgsmål angående tjek af kønssygdomme. Jeg har søgt på nettet. Men det eneste ,jeg kan finde ud af er, at man kan få testet for klamydia ved en urinprøve. Mit spørgsmål er så, at hvis man skulle til sin læge for at blive undersøgt for kønssygdomme, hvordan foregår dette så? Mvh. den tvivlsomme

Svar:

Man tester for sexsygdommene forskelligt, alt efter hvilken en det er. Som du selv skriver tester man drenge for klamydia ved en urinprøve. Det samme gør man ved gonore. Hvis man skal teste piger for klamydia og gonore, laver man i stedet en podning med en vatpind. Men det kan godt være lidt forskelligt fra læge til læge. Hvis man skal teste for syfilis eller hiv, tager man en blodprøve. Mens hvis man skal undersøge for herpes eller kønsvorter skal der være et udbrud, som lægen kan kigge på og afgøre, om det er den sygdom. De kan også tage en podning fra udbruddet for at være helt sikre, men for det meste kan de afgøre det, bare ved at se på det. Du kan læse mere om de forskellige sexsygdomme på hjemmesiden Sexsygdomme.dk eller ved at søge på sygdommens navn på Sexlinien.dk. Måske er det vigtigste bare at sørge for at blive tjekket og så lade lægen vejlede dig. Lægen er vant til at lave undersøgelser for sexsygdomme og har desuden tavshedspligt. LÆS OGSÅ: "Flere unge smittes med klamydia" Sexbrevkassen er et samarbejde mellem Sexlinien.dk og TJECK Magazine. Hvis du har brug for at snakke med nogen om det (som ikke er dine forældre, lærere eller andre du stoler på), kan du ringe til os på Sexlinien på 70202266 på hverdage mellem 15-17 eller skrive på chatten mandag-torsdag fra 17-19