Oprydning

tor, 18 jun 2009

THE CHRONICLES OF RIDDICK: ASSAULT ON DARK ATHENA

Hollywoods efterhånden aldrende bad-boy Vin Diesel optræder atter i et ”Chronicles of Riddick” spil. I ”Assault on Dark Athena” skal man atter snigmyrde, sprætte folk op med knive og pløkke løs med futuristiske våben. Vor ”helt” Riddick har forvildet sig ind på rumstationen Athena, hvor han møder gamle bekendte, der gerne vil gøre dette møde til det sidste. Spillet er en blanding af stealth-action og ren action. Riddick har evnen til at se klart i mørke, hvilket fjenderne ikke altid kan. Dermed skal man bruge en del tid på at stikke fjenderne ned bagfra eller helt liste uden om dem. Men fordi man ofte kvajer sig, ender det med, at man skal gribe til skydevåben. ”Assault on Dark Athena” er et godt actionspil, der dog har en række mindre gode øjeblikke. Spillet skifter ofte mellem tredjepersonsperspektiv og førstepersonsperspektiv, hvilket er enormt forstyrrende for øjnene. Samtidig vil fans af Riddick ønske sig mere action og mindre stealth. Og endelig minder spillet meget om sine forgængere. Der mangler nytænkning. Gamere vil dog have en go’ stund sammen med Vin Diesel, som atter lægger sin dystre stemme til anti-helten Riddick. Og så har Atari smækket et remake af forløberen, ”Escape From Butcher’s Bay”, med i købet.

Kasper Nesager-Hansen