Oprydning

tor, 18 jun 2009

THE GODFATHER II

Det er på tide at vise, hvem der er boss! Baseret på den legendariske film ”The Godfather II” tager Electronic Arts os med en tur til mafioso-land, hvor du spiller en opkomling, der skal styre USA's underverden. Selve historien i ”The Godfather II”-spillet har ikke så meget at gøre med historien i filmen, men de kendte personer deltager: Michael Corleone, Fredo, Hyman Roth, Tom Hagen og alle de kulørte personligheder. Dog skal man ikke forvente, at det er Al Pacino, som lægger stemme til Michael Corleone. Spillet går ud på, at du skal bevise over for Don Michael Corleone, at du har nosserne til at overtage rollen som Don efter ham. Du starter i det små, hvor du skal true butiksejere til at give dig en andel af deres fortjeneste. Og før du ved af det, har du din egen ”familie” af håndlangere, du skal kommandere rundt med, mens du skal styre ”forretninger” i New York, Florida og på Cuba. Dermed er det et mix af strategisk spil og ”hands-on approach”. For på den ene side skal du sørge for at beskytte dine indtægtskilder ved at hyre håndlangere og styre din økonomi, så du har råd til at have en familie. På den anden side skal du rende rundt sammen med op til tre håndlangere og overbevise folk om, at de skal støtte dig – hvilket ofte betyder uddeling af varmt bly i gavmilde doser. Faktisk er ”The Godfather II” mere et actionspil end et strategispil, og det minder meget om det, man kan opleve i ”GTA” og ”Saints Row”-serierne. Man bruger langt det meste af sin tid på at køre rundt fra mission til mission, møde nye venner og skyde løs på fjenderne. Det gør samtidig, at ”The Godfather II” bliver lidt for ensformigt med tiden, selvom spillet er gennemført efter 15 timers tid. Det er ikke det eneste problem, spillet har. Styringen er også småkluntet, grafikken er langt under standarden, og dialogerne er ofte meget åndssvage at lytte til. Dog kommer vi ikke udenom, at ”The Godfather II” er et yderst vanedannende spil, hvor man ofte sidder som fængslet foran skærmen, fordi man lige skal erobre en fabrik mere eller nakke endnu en ærkerival. Jep, magtliderligheden længe leve – og har du lidt af denne form for liderlighed, burde du komme kontakt med din indre Don.

Kasper Nesager-Hansen