Kristen Scott Thomas og Timothy Spall spiller hovedrollerne i det korte komediedrama The Party.
Kristen Scott Thomas og Timothy Spall spiller hovedrollerne i det korte komediedrama The Party.

The Party – stærkt skuespil og velskrevet manus

The Party har premiere 12.oktober 2017

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

4 t

Sally Potter er en britisk kvindelig instruktør som har lavet film siden 1979. Mest kendt er nok hendes film Orlando, The Tango Lesson og Ginger & Rosa. Derudover har hun lavet lidt kortfilm og mest også andre indiefilm. Hun har også lavet den meget specielle film The Man Who Cried med bl.a. Johnny Depp på rollelisten. Med The Party har hun nu lavet et stjernespækket lille kort komediedrama.

I The Party foregår handlingen kun på en location og dens spilletid er kun på 71 minutter. Handlingen udspiller sig hos den britiske politiker Janet, som netop er blevet udnævnt som minister i oppositionens skyggekabinet. Hun har derfor inviteret en lille gruppe venner hjem til middag. Imens hun forbereder middagen får hun saftige opkald og beskeder fra en hemmelig affære, imens hendes mand sidder helt sunket hen, i en næsten zombietilstand i stuen og efter lidt tid begynder gæsterne at ankomme. Iblandt gæsterne er Janets bedste ven, April og hendes tyske kæreste Gottfried. Derudover er det lesbiske par Jinny og Martha også blandt gæsterne, og til sidst kommer manden Tom uden sin kone, Marianne. Allerede inden maden er serveret er der udbrudt kaos i det lille hjem og festen ender med at blive alt andet end hvad Janet havde forestillet sig.

Filmen har et meget solidt stjernecast; i rollen som Janet ses Kristen Scott Thomas, hendes mand er spillet af Timothy Spall, Janets bedste ven April bliver spillet af Patricia Clarkson og hendes tyske kæreste er spillet af Bruno Ganz. I rollerne som det lesbiske par er det Emily Mortimer og Cherry Jones, og til sidst spiller Cillian Murphy rollen som Tom. Alle skuespillerne leverer gode præstationer som er ret underholdende. Især brillerer Patricia Clarkson i rollen som April. Hun spiller en spydig kvinde som foragter sin tyske kæreste, og som er fuldstændigt ligeglad med om hun sårer de mennesker hun er sammen med. Hun leverer en pragt præstation, og har klart de fleste grin og de bedste replikker. Også Kristen Scott Thomas, Bruno Ganz og Emily Mortimer leverer nogle stærke præstationer som både har underholdende men også rørende sider.

Manuskriptet er et manuskript som helt klart er dialogbåret, da handlingen kun foregår i det lille hus, og over realtid. Der er ikke nogle udefrakommende hændelser som påvirker historien, så filmen er kun båret frem af det der sker i det lille hus, og personernes replikker og handlinger. Der er nogle fantastiske replikker indimellem, men der er er også tider hvor filmen bremser lidt op, og hvor der er dialoger imellem to personer som bliver lidt kedelige og som ikke er helt så delikate som nogle af de andre replikker. Det er især når der er scener imellem det lesbiske par Jinny og Martha, at filmen føles lidt tung.

The Party er skudt i sort/hvid, og det vil nogle mennesker måske også syntes er lidt tungt. Men det er med til at give filmen en speciel stemning, som passer godt til filmen, og især når handlingen bliver mere og mere kaotisk, er det meget befriende at filmen er sort/hvid. Selve handlingen er ikke vanvittigt original, så det at den er skudt i sort/hvid gør at den skildrer sig lidt ud fra mængden af andre film i denne genre.

Selvom The Party både har øjeblikke som er velfungerende og sjove, og øjeblikke som virker lidt tungere, så er det en intens lille sag på bare 71 minutter, som er underholdende, især p.ga. skuespillet og det velskrevet manuskript.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*