The Prince of Darkness er tilbage og djævlen er genfødt, om end for en kort stund

Black Sabbath

25. juni 2016

Copenhell

Anmeldt af: Amir Amirian   En introvideo spilles på storskærmen. Starten ligner noget stil med Half-Life, Resident Evil, etc. og vi bliver ført igennem en masse lokaler og til sidst kan vi se et objekt i midten af et rum. Et kæmpe hjerte pumper, hvorefter det flækker i to og djævlen bliver født. Mørkets herre spyede ild og på stor skærmen står der Black Sabbath skrevet i ild. The Prince of Darkness er tilbage og djævlen er genfødt, om end for en kort stund. For dette er Black Sabbaths sidste tourné igennem deres lange rejse siden 1968. Drengene gik på med det selvbetitlede nummer

Black Sabbath.

Tempoet var langsomt, beatet var tungt og det samme var bas og guitar. Overraskende nok kunne Ozzy stadig synge. Jo jo, det har aldrig været skøn sang som Ozzy leverede, men hans stemme har en karakter, som gør den tiltalende på sin helt egen skinger måde. For det er sådan Ozzy synger, skingert. Og det var præcis sådan han sang på Refshaleøen og det var fedt. Herefter blev der spillet

Fairies Wear Boots, After Forever og Into the Void.

Næste nummer på sættet

Snow Blind

kom med en introduktion fra mørkets fyrste; ”Vi har skrevet det næste nummer om Kokain, for tilbage i tiden tog vi en masse Kokain. Vi var unge og dumme, og nu er vi gamle og dumme. Men vi tager ikke Kokain mere, sådan da”, hvilket fik Copenhell til at grine. Under

War Pigs

kom publikum for alvor op i gear, og deres vokal rungede udover Refshaleøen. Hvor er denne stemning fed! Mellem

Behind the Wall Of Sleep

og

N.I.B.

leverede Geezer Butler en heftig bassolo som var han en guitarist. Han kan sgu noget med de fingre. Det var ikke kun Butler, der kunne levere, det samme kunne Toni Iommi og Tommy Clufetos, hvor sidst nævnte leverede en svedig tromme solo på næsten 10 min, som aldrig blev kedelig. Jo mere han mishandlede hans trommer des vildere blev publikum. Iommi fik også sine 15 seconds of fame, men soloen nåede aldrig helt under huden. Når det er sagt, så sad guitaren i skabet under hele koncerten, og faktisk gælder det generelt det instrumentale. Der var ikke en finger at sætte på deres performance. Ozzy skulle anstrenge sig ind imellem med sin vokal, men for en mand i hans alder og som har været så væk på stoffer så er jeg imponeret over hans præstation. Faktisk havde jeg tvivlet om han ville komme på scenen. Ozzy er dog blevet lidt blød om sit mørke hjerte på sine gamle dage. Der var ingen flagermus, der fik bidt hovedet af og ingen djævle horn i luften, men i stedet en masse opfordringer til at man skulle klappe i takt og lave bølge fra side til side. Det er sgu ikke heavy, men nærmere noget jeg finder til en Lars Lilholt koncert. Han var dog glad på scenen og man kunne mærke han ville være der. Flere gange smilede han, som jeg aldrig har set det før og ind i mellem blev dette blik erstattet med et blik fra en psykopat med intense øjne. I love it. Hans kærlighed til publikum kunne også mærkes ved hans konstante udbrydende ”I Fucking Love you”. Det var dog ikke meget han kom udover scenekanten, faktisk stod han 95 % af tiden ved siden af sin mikrofon, men ind i mellem gik han over i de forskellige sider, dog aldrig ud på catwalken. Jeg tror dette har noget at gøre med, at Ozzy var afhængig af den teleprompter som var ved hans venstre side og hvor han kunne læse teksterne, hvis han skulle glemme dem. Geezer og Iommi stod også meget passivt, hvilket var lidt af en skam. Under

Iron Man

var der igen fadølsfest på Refshalen, og publikum sang højt med på melodien i åh-kor. Herefter fik vi

Dirty Woman

og

Children of the Grave.

Så gik bandet fra og kom tilbage med deres klassiker

Paranoid.

Dette er intet mindre end stort. Vi fik 1,5 time sammen med et legendarisk band, der leverede i særklasse. Det var en perfekt afslutning på en fantastisk rejse.