MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 27 maj 2015

Thomas Warberg åbner comedy club

I tæt samarbejde med Tajmer Booking & Management åbner komikeren, Thomas Warberg, sin egen comedy club på Vesterbrogade i København. Clubben slår for første gang dørene op den 9. juni og er herefter åben 3-4 gange om ugen – altid med Warberg på scenen.

I Warberg Comedy Club er der 100% fokus på komikken. Den nye club tilbyder unikke shows hver gang og bliver en legeplads, hvor Warberg bl.a. tester og finpudser materiale til kommende shows. Konceptet er skåret helt ind til benet, og omgivelserne er forholdsvis simple. Til gengæld bliver der grin i rigelige mængder i den times tid hans shows varer og publikum kan se frem til comedy-nørderi og legesyge indslag. Derudover skal de være klar på overraskelser: »Som udgangspunkt er det en comedy club kun med mig, men jeg vil af og til invitere andre, som gør det godt, forbi. Det bliver både vildt sjovt, interessant og spændende rå comedy og måske også en form for live dagbog for mig,« fortæller Warberg. Hos Tajmer Booking & Management, som repræsenterer Thomas Warberg og mange andre af landets mest populære kunstnere, glæder man sig også over det fælles tiltag, som bringer endnu mere nærvær ind i dansk comedy.

Premiere uden stort ståhej

Når Warberg Comedy Club åbner tirsdag den 9. juni kl. 20.00, bliver det uden champagne og rød løber. Derimod står premiereaftenen på ca. en times intensiv comedy, for det er vigtigt for Thomas Warberg at være tro mod konceptet fra dag ét og dermed give publikum en god fornemmelse af, hvad de kan opleve fremover: »Jeg kan godt lide at starte det, som det er tiltænkt, at det skal være. Jeg har altid syntes, at butikker med åbningstilbud er spøjst, for vi ved jo ikke, hvad tingene har kostet i forvejen i en ny butik?! Jeg har lidt samme følelse med min club; man skal kunne mærke, hvad det er fra første dag – og så tager vi den derfra. Målet er, at både publikum og jeg hver aften kan gå derfra og tænke: Okay, det var lige godt satans, hvad der skete i aften!« Billetter til en aften i Warbergs selskab koster 75 kr. + gebyr og kan købes via Billetnet.   Facts Warberg Comedy Club Vesterbrogade 45, 1620 København V Åbning: Tirsdag den 9. juni kl. 20.00 Billetpris: 75 kr. + gebyr