FILM, TV & TEATER

tor, 06 aug 2015

Tøjbyttemarked på Rådhuspladsen

En række danske modehuse har doneret tøj til byttemarkedet på Rådhuspladsen den 8. august

Tøjbyttemarked skal fremme bæredygtigt forbrug , derfor forvandles Rådhuspladsen, Lørdag den 8. august, igen til et stort tøjbyttemarked, Fashion Exchange, der skal gøres op med køb-og-smid-væk mentaliteten og give forbrugeren et simpelt tip til, hvordan man gør garderoben mere bæredygtig

Som kulmination på Copenhagen Fashion Week omdannes Rådhuspladsen lørdag den 8. august kl. 11-16 til et stort tøjbyttemarked. Her inviteres alle til at komme og bytte sig til en ny garderobe og samtidig score et par point på bæredygtighedskontoen. At bytte tøj er nemlig bæredygtigt, fortæller adm. direktør i Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week, Eva Kruse: ”Forbrugerne bliver mere og mere opmærksomme på modebranchens enorme miljøbelastning, men få ved, hvordan de selv kan forbruge mere bæredygtigt. Tøjbytte er en af de mest simple måder at minimere den belastning vores tøjforbrug har på miljø og mennesker – og så er det samtidig en dejlig nem måde at forny sin garderobe på.” LÆS OGSÅ: "Modeugen sætter spot på talenter" Fashion Exchange blev lanceret af Danish Fashion Institute i 2013 med det primære formål at gøre op med køb-og-smid-væk mentaliteten og promovere bæredygtigt forbrug. Hver dansker forbruger 16 kg tøj årligt og langt de fleste af os anvender ikke 30 pct. (eller mere) af vores garderobe. Fashion Exchange løb første gang af stablen under modeugen for to år siden, hvor 1.500 personer byttede i alt 5,2 ton tøj. Siden da er det blevet afholdt tre gange, blandt andet i Los Angeles, USA.

Alle er velkomne – og det er gratis

Alle kan deltage og reglerne er meget enkle. Man finder tøj frem, der alligevel bare ligger og samler støv i skabet. Det indleveres ved indgangen til byttemarkedet. Herefter får man fri adgang til hele markedet, hvor det indleverede tøj er fordelt ud på stande efter kategori. Man kan nu tage alt det tøj med hjem, man kan lide – og det er oven i købet gratis. Der er ingen regler om bytteforhold, for det er ikke det, der er det vigtigste. Det vigtigste er, at tøj får nyt liv. En række danske modemærker som Ganni, Julie Fagerholt, Soulland, og Mads Nørgaard, har allerede doneret tøj til markedet, så hvis man har medbragt designertøj og ønsker designertøj, går man ikke forgæves. Alt overskydende tøj fra byttemarkedet doneres til Asylcenter Sandholm via Røde Kors.