Tysk metal for fuld udblæsning

Rammstein Pinkpop, Holland 11. juni 2016 Anmeldt af: Kristian Juhl   Vi står tæt. Meget tæt faktisk, og vi er ikke engang specielt tæt på scenen. Forventningerne til én af Pinkpops hovednavne, Rammstein, kan nærmest føles i luften. Siden min bror introducerede mig til det tyske metalband i 1999, har optakten til hver koncertoplevelse været præget af enorme forhåbninger. Som regel leverer Rammstein, og på denne varme sommeraften leverede de. De leverede i den grad. Starten på koncerten var ellers ikke den lange hitparade, som man ellers ville have troet. Der blev indledt med selvhyldestnummeret, Ramm 4, som i og for sig er et udmærket nummer, men det har slet ikke den tyngde, som deres mere klassiske hits. Koncerten blev også skæmmet lidt af det lidt ukendte

Hallelujah

, som føltes som om det aldrig sluttede. Den lidt halvsløje start blev fuldendt af

Zerstören

, hvor man begyndte at blive lidt nervøs for om koncerten skulle blive kvalt inden den egentlig var kommet i gang. Denne urolighed blev dog manet godt og grundigt i jorden med de første toner fra

Keine Lust

og da

Feuer Frei

kørte for fulde omdrejninger, blev dette også startskuddet til en vild mosh pit. Jeg stod, vel at mærke, 50 – 60 meter fra scenen. Resten af koncerten var i bund og grund én lang Rammstein hitparade, hvis man ser bort fra

Stripped

, som jeg total mangler forståelse for, hvorfor er på deres setliste. Till Lindemann var igennem hele koncerten utrolig aktiv på scenen og dyrkede i det hele taget sin musik med en smittende og forførende vildskab. Særligt mindeværdigt var

Ich Tu Dir Weh

, hvor Till blev hejst op på en platform over scenen, hvorfra han hældte fyrværkeri ned i et badekar på scenen. Ja – subtil symbolik er ikke noget Rammstein beskæftiger sig med. Den musikalske præstation under koncerten var, fra mit ståsted, svær at sætte en finger på og bar præg af, at der er tale om et utrolig sammenspillet band. Till Lindemann bærer i den forbindelse det tungeste læs, og det lader ikke til at årene har tæret på den tidligere elitesvømmers kræfter. Tværtimod fremstod han stærkere og med mere karisma end da jeg så Rammstein sidst for seks år siden. En koncert med Rammstein er lig med ild. Masser af ild. Dette er stadig tilfældet, selvom der dog synes at være skruet lidt ned for det pyromaniske tendenser. Dermed ikke sagt, at der

ikke

var ild for selvfølgelig var der ild. Men det begrænsede sig mere til det obligatoriske pyroshow under

Feuer Frei

og

Sonne

, de brændende englevinger under

Engel

og fyrværkerishowet på

Du Hast

. Efter afslutningen på en hitparade på ti numre forlod bandet scenen, for blot at indtage den igen få minutter senere for at spille ekstranumrene

Amerika, Engel

og

Sonne

, hvor de østtyske herrer med Till i førersædet lagde Pinkpop ned. En fremragende afslutning på en allerede fremragende koncert. Tinderbox – glæd jer. Jeg er i hvert fald utrolig jaloux på den natkoncert i har i vente.