STUDIELIV

man, 02 jun 2014

Under byen nyfortolkede egne numre

Under Byen er godt i gang med deres turné rundt i landet og fredag aften var bandet nået til deres syvende koncert i rækken, der fandt sted på spillestedet Voxhall i Århus. Eftersom Under Byen ikke har udgivet noget nyt studiealbum siden 2008, bestod koncerten udelukkende af materiale fra deres forrige albums, dog i nye fortolkninger.

  Under Byens koncert kunne nærmest siges at være en performance. Der var lagt op til intimkoncert, idet gruppens 5 medlemmer havde valgt at placere sig siddende i en halvcirkel på scenen. Der blev ikke sagt et ord igennem hele koncerten, men komunikationen blandt medlemmerne foregik via små blik og smil. Som forventet leverede Under Byen fine og eftertænksomme tekster formidlet gennem fine melodier, og det var i høj grad disse der rørte. Man kunne dog have håbet på flere smukke fraser, men grundet de mange nye fortolkninger af deres numre, var mange af de melodiøse fraser undladt. Under byen lagde ud med nummeret ”Det Mig Der Holder Træerne Sammen” fra 2003, der blev efterfulgt af nummeret ”Af Samme Stof Som Stof”, som begge blev fremført i nye fortolkninger, hvilket jo må siges at være oplagt, eftersom de ikke har udgivet noget nyt siden 2008, men samtidig betød dette også, at man som publikum blev en smule efterladt, i og med det i forvejen meget eksperimenterende musik blev en smule utilgængeligt. Lige så den indadvendte og lukkede performance skabte en distance mellem publikum og bandet, idet publikum ikke blev lukket med ind i deres musiske univers, men fik lov at observere det på afstand. Først ved gruppens tredje nummer ”Legesag” blev man fuldt overbevist. ”Legesag” var i modsætning til de forrige numre, meget mere genkendelig og de smukke, melodiøse fraser fik sin plads.   Melodiøst og også besætningsmæssigt var det en smule skrabet. Tagentinstrumenterne, som ellers har været det førende i de første albums, var fuldstændig udeladt og overladt til strenge instrumenterne, der få steder fik lov at tage opmærksomheden. Det var især disse steder musikken virkelig bragede igennem, og man fik gåsehud. Også den voldsomme bas fik sin plads hele koncerten igennem, og det var da også den, der fik lov at spille de mere melodiøse strofer.     TJECK giver 4 stjerner ud af 6 mulige       Anmeldt af Karoline Elsig