ARTIKLER

man, 09 okt 2017

Ung & Selvstændig: Sådan klarede Jonathan den hårde opstart

Realiteten er bare, at når du er ny selvstændig, så spiser du ind imellem havregryn og knækbrød.

Jonathan Søe er sin egen chef. Det blev han i januar 2016, da han oprettede sit firma som autodidakt fotograf. Men selvom beslutningen om at blive selvstændig var nem, blev den første tid hårdere end forventet

Tekst: Marie Enevoldsen

Foto: Jens Thimm Valsted

Det er snart to år siden, at 22-årige Jonathan Søe besluttede sig for at blive selvstændig. Han havde aldrig været fan af skolen, men fotografering, dét gik han op i. Derfor droppede han sin elevplads som butiksassistent og kastede sig ud i et vildt eventyr som sin egen chef. Det første år havde Jonathan nok at se til. Han arbejdede hele tiden og havde mange projekter i gang på samme tid. Men da julen nærmere sig, kom nedturen uventet. »Jeg er 100 procent sikker på, at nedturen kom på grund af for meget arbejde. For mange lange nætter, og det er jo netop den fejl, som mange unge iværksættere laver. De arbejder 24-7 og får ikke rigtig sovet. De glemmer at slappe af, og det var også det, jeg gjorde. Jeg kunne ikke sætte mig ned og se en film og nyde det. Jeg følte, jeg blev nødt til at lave noget hele tiden,« fortæller Jonathan, som har en klar teori om, hvor den slags tanker kommer fra: »Man hører hele tiden, at det kræver hårdt arbejde at blive selvstændig. Det gør det også – i den grad – men det er også vigtigt at få slappet af i sit hoved. Det tog mig bare et års tid at opdage.«

En ven blev redningen

Med nedturen kom ugideligheden og en helt flad energi. Jonathan måtte derfor trække stikket og var nu tvunget til at sætte iværksætterdrømmen på standby. »Jeg gik og tænkte over, hvad jeg ville med firmaet. Men jeg følte ikke, at der var nogen mening med det hele. Det var svært hver dag – jeg havde ikke lyst til at stå op og ville bare sove længe,« siger Jonathan. Hele december gik, og Jonathans håb om, at nytåret ville skyde ny energi i ham, blev ikke indfriet. Men hjælpen kom udefra: En dag tog en god kammerat fat i Jonathan og hev ham med ud på en køretur. Turen endte i en lang snak om fremtiden, og for første gang i lang tid fik Jonathan igen sat ord på sin drøm om at være selvstændig. I den efterfølgende tid tog hans ven med hen i studiet, når Jonathan skulle arbejde, og på den måde blev han sparket i gang. »Pludselig var jeg bare i gang igen. Jeg fik blod på tanden, og energien kom tilbage,« husker Jonathan.

Har lært at nedturen

Selvom de hårde måneder var alt andet end sjove, vil Jonathan i dag ikke være dem foruden. Nedturen lærte ham nemlig en vigtig lektie om livet som ung selvstændig. »Jeg har et skilt hængende på væggen i mit kontor. Jeg fik det af min faster for mange år siden, og der står; Don’t just work hard, work smart,« fortæller Jonathan. I dag tænker han derfor mere over, hvordan han strukturerer sin arbejdstid: »Det gjorde jeg ikke før i tiden. Der var det bare at klø på og klø på, og hvis jeg var træt, så handlede det bare om at komme i gang. Men nu handler det om at lytte til min krop. Hvis jeg en dag kan mærke, at mit hoved er helt tungt, og min hjerne ikke kan komme i gang, så går jeg en tur. Det er den allerbedste løsning,« fortæller Jonathan, som ind imellem lytter til musik eller en lydbog, når han går tur. Men instagram og facebook – det tjekker han ikke. Turene handler nemlig om ro i hovedet og tid til at tænke. »Når man får frisk luft til hjernen, så får man også flere idéer. Det er generelt godt at gøre noget andet og komme væk fra computeren.«

Man bliver ikke millionær

Selvom Jonathan er blevet bedre til at passe på sig selv, understreger han, at det fortsat er hårdt arbejde at være selvstændig. »Jeg har jo prøvet at sidde og arbejde til klokken syv om morgenen og gå hjem, når alle andre er på vej retur fra byen. Det gør jeg også stadig, men jeg sørger for, at det sker de dage, hvor mit hoved kan kapere det, og jeg sørger for, at alle dage ikke er sådan,« siger han. Pengene er der stadig ikke så mange af, men det skal nok komme, forsikrer Jonathan. I første omgang skal forretningen bygges op. »Jeg lever af det knap og nap, og så har jeg heldigvis en kammerat, der har en sofa, jeg kan låne. Jeg tror nu også, at folk tænker for meget over, hvad der skal til for, at du kan ”leve af det”. Men realiteten er bare, at når du er ny selvstændig, så spiser du ind imellem havregryn og knækbrød, og andre dage har du overskud på kontoen. Hvis man kan klare at have den indstilling til ens eget forbrug, er det fedt at være selvstændig.«