FILM, TV & TEATER

man, 20 okt 2014

Unge danskere fortryder adfærd på sociale medier

Hver fjerde dansker mellem 15 og 24 år har fortrudt en handling på de sociale medier. Det er især billeder og kommentarer, som de unge ville ønske, at de ikke havde postet

. Undersøgelsen er gennemført i september 2014 blandt 1.565 danskere. og er bredt fordelt på alder, køn og geografi, og udgør således et repræsentativt udsnit af Danmarks befolkning. Sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter gør det nemt at dele oplevelser og holdninger med sin omgangskreds. Til gengæld kan det også være sværere at trække udsagn tilbage, hvis man skriver eller poster noget, som man senere fortryder. Og ifølge en ny undersøgelse fra TDC har hver fjerde dansker mellem 15 og 24 år gjort netop denne erfaring. Det er især billeder og skriftlige statusopdateringer, som de unge fortryder at have delt. Blandt de øvrige ting, som de unge i undersøgelsen afslører at have fortrudt at poste, er private tanker, politiske holdninger samt kommentarer til andres billeder. "De yngste aldersgrupper i vores undersøgelse skiller sig markant ud fra de ældre, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt man fortryder sin adfærd. Blandt personer over 35 år er det kun hver tiende, som har fortrudt en handling på de sociale medier. Og det giver jo anledning til spørgsmålet om, hvorvidt vi som forældre og samfund skal være bedre til at guide de unge, før de kaster sig ud i mediehavet", siger Tina Kiørboe, der er Research Manager og ansvarlig for undersøgelsen hos TDC. Ifølge Anne Scott Sørensen, der er professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, kan de unges tendens til at fortryde deres adfærd på sociale medier blandt andet skyldes, at spillereglerne i det offentlige rum har ændret sig: "Vi ser en tendens til at grænserne for, hvad der opfattes som "passende" adfærd i det offentlige rum indsnævres. Det gælder både i forhold til, hvor tunge emner, man kan bringe i spil på sociale medier, men også i forhold til, hvor jublende positiv og selvrosende, man må være. De unge har virkelig antennerne ude på dette punkt, og derfor er deres tærskel for at fortryde deres adfærd formentlig også lavere", siger Anne Scott Sørensen. Det hører med til historien, at de unges aktivitet på de sociale medier er langt større end mange af de ældre generationer. Det betyder alt andet lige, at risikoen for svipsere er større. Kigger man på tværs af alle aldersgrupper, så er det 15 procent af danskerne, som har fortrudt noget, de har gjort på sociale medier.