ARTIKLER

fre, 21 apr 2017

Vild ungdom gør det sværere at få børn

Du ved sikkert alt om, hvordan du undgår at blive gravid. Kondomer, p-piller og sikker sex er nemlig en fast del af seksualundervisningen i skolen. Men vidste du, at dit vilde ungdomsliv kan gøre det svært at få børn i fremtiden?

Tekst: Marie Enevoldsen

Det er fredag aften. Der er fest, og du skyller ugens oplevelser ned med håndbajere og billige bobler. Måske får du dig også et par smøger eller ligefrem et hiv af din kammerats joint.

Sådan ser ungdommens fredage sikkert ud for de fleste af os – men de festlige vaner har desværre en bivirkning, som mange unge ikke kender til. Hvis du drikker og ryger, kan du nemlig få svært ved at blive forælder.  Her fortæller overlæge Henriette Svarre Nielsen, hvordan ungdomslivet påvirker din fertilitet.

#1 Alkohol

»Der er en sammenhæng mellem alkohol og spontan abort. Så man kan sige, at hvis du drikker, når du er gravid, risikerer du at miste barnet, og der skal altså ikke mere til end et par genstande om ugen. Det er den ene ting, og det andet er, at der ser ud til at være en sammenhæng mellem alkohol og den tid, det tager at blive gravid – altså, jo mere du drikker, jo længere tid vil det tage, før du bliver gravid. . Desuden kan et højt regelmæssigt alkoholforbrug nedsætte sædkvaliteten. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du så vidt muligt undgår alkohol, når du prøver at blive gravid, og at du slet ikke drikker, imens du er gravid.«

#2 Cigaretter

»Både det at ryge selv og at være udsat for passiv rygning fra en kæreste eller andre, man er tæt på, øger den tid, det tager at blive gravid. Men der er også en højere forekomst af rygning blandt folk, der slet ikke kan få børn – og ligesom alkohol øger røg også risikoen for at tabe barnet, hvis du allerede er gravid. Hvis en kvinde ryger, mens hun er gravid, er der desuden en risiko for, at fosteret får meget færre kønsceller, og det har betydning for barnets egen fertilitet. For mandens vedkommende kan rygning også sænke sædkvaliteten. Vi ved til gengæld meget lidt om, hvordan e-cigaretter påvirker fertilitet og foster, for det er ikke undersøgt endnu. Så vi anbefaler, at man holder sig fra både almindelige cigaretter og e-cigaretter.«

#3 Hash

»For kvinder er der en sammenhæng mellem indtag af hash og ens menstruationscyklus. Hash kan give en uregelmæssig cyklus, og i så fald kan man sige, at du ikke lægger æg. Så hash forstyrrer altså chancen for, at du overhovedet kan opnå en graviditet. På den mandlige side forringer hash sædkvaliteten, og fordi det sidder i kroppen så længe, er kvaliteten nedsat op til tre måneder efter, du har røget.«

#4 Steroider

»Vi ved ikke særlig meget om påvirkningen for kvinder, men vi ved, at anabolske steroider også er med til at forringe sædkvaliteten hos mænd. Desuden bliver testosteron-niveauet også påvirket af steroider.«

#5 Din alder

»Alder er i virkeligheden den vildeste risikofaktor i det her. Det er så svært at være på vej til fest og samtidig skulle tænke over, hvad det kan betyde for fertiliteten. Men du bliver nødt til at tænke over, at hvis du vil have børn i fremtiden, så skal du måske stoppe med at feste, drikke og ryge lidt tidligere – og i stedet gå i gang med at få børn. Hvis man fx gerne vil have en 90 procent sandsynlighed for at få tre børn, skal man i gang, når kvinden er max 27 år.«

Hvad gør jeg så, hvis jeg allerede har røget og drukket og levet et vildt ungdomsliv?

»Kroppen er enormt god til at regenerere. Man kan ikke vinde de ting, som allerede er tabt, men ved at stoppe kan man reducere skaderne,« slutter overlæge Henriette Svarre Nielsen, som desuden er formand for en rapport om emnet, der er udarbejdet ved Vidensråd for Forebyggelse.