Dokumentar: Whitney: Can I Be Me, premiere den 26. juli 2017
None
Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Whitney Houston døde den 11.februar 2012 som 48-årig, da hun druknede i sit badekar. Inden sangerindens alt for tidlige død havde hun haft enormt succes. Både indenfor musikken med flere nr. 1-hits end nogen anden kunstner, men også som skuespiller i forskellige romantiske film. Whitney Houston brød igennem som 19-årig i 1985 med det bedst sælgende debutalbum på det tidspunkt, og hun blev hurtigt en af de mest prisvindende sangerinder i historien. Hun kom fra en musikalsk familie, hvor hendes mor var en kendt sangerinde, og hvor sangerinden Dionne Warwick var Whitneys kusine. Ligesom der for nylig er blevet lavet dokumentarer om sangerinder som Amy Winehouse og Nina Simone, er der nu også én om Houston. WHITNEY: CAN I BE ME er instrueret af Nick Broomfield, som har specialiseret sig i at lave musikdokumentarer. Han har bl.a. lavet film om Tupac og Kurt Cobain. I denne dokumentarfilm følger vi Whitney Houston fra hendes opstart som gospelsangerinde i den lokale kirke, til hendes enorme succes som popsangerinde og helt frem til hendes død i 2012. Ligesom mange andre dokumentarer er denne også fyldt med såkaldte talking-heads, som beskriver Whitney Houstons liv, hendes talent og deres oplevelser med Whitney. Rigtigt mange af dem, der tidligere har arbejdet med Houston, har noget at sige, og derfor bliver filmen en smule forvirrende, da man hurtigt mister overblikket over hvem, der fortæller hvad, og hvem de forskellige mennesker er. Derudover er det, de mange mennesker siger, en smule unuanceret, og man får ikke noget nyt af vide om sangerinden, som man ikke vidste i forvejen. Den eneste person i filmen, der formår at fortælle noget rørende om Whitney Houston, er hendes tidligere bodyguard. Selvom man følger Houstons udvikling og hendes liv, er der nogle underlige fravalg, som gør, at filmen forbliver overfladisk. Vi hører kun kort, hvordan Whitney blev udstødt af det sorte miljø, fordi hun sang ”hvide popsange”, og hendes mærkelige forhold til forældrene nævnes også kun overfaldisk. Vi hører desuden kun få gange om hendes rolle som mor og de problemer, der var i hendes ægteskab. Der bliver aldrig gået i dybden med disse emner, og derfor sidder man tilbage med mange spørgsmål, og man mangler et mere dybdegående og nuanceret blik på sangerindes liv. Der bliver også kort fortalt, at Whitney Houstons yndlingsreplik var; Can I be me? Eftersom filmen bærer citatet som titel, kunne man forvente, at folkene bag havde lagt mere vægt på hendes behov for bare at være sig selv, men der bliver ikke rigtigt gået i dybden med, hvordan pladeselskabet modellerede hende som kunstner, og hvilken konsekvenser det fik for hendes liv. Der er ingen tvivl om, at Whitney Houston havde en fantastisk stemme, og som mange ved, havde hun et kompliceret forhold til sin mand Bobby Brown og til stoffer. Men filmen om hendes liv går aldrig i dybden med disse ting, og derfor bliver det en musikdokumentar, som fremstår middelmådig og unuanceret. Det er kort sagt ikke en dokumentar, der kommer med nye informationer eller formår at blive særligt rørende.
