None
Elektronisk: Tirsdag d. 4/2 indledte svenske Jenny Wilson sin Danmarksturné på Voxhall i Aarhus. I slutningen af sidste år udgav hun albummet ”Demand the Impossible” – en anmelderroste plade om oprør og kamp for overlevelse. Wilson brillerede på scenen, og leverede en fremragende koncert, som fuldt ud levede op til de høje forventninger, som lå i kølvandet på pladen.
Af Anja Pil Christoffersen
Spillestedet Voxhall fyldes stille og roligt op. Der er en forunderlig blanding af hipsters med store briller, middel aldrende kvinder, som har fundet de høje hæle frem, og indierockerne med tyk, sort øjenmake-up.
Da bandet kommer på scenen, breder lyden af synthesizeren sig, som en tåge. Stemningen bygges langsom op, med nummeret ” Autobiography”, og man mærker en kriller i maven for at se den 38-årige elektro-diva. Jenny Wilson kommer på scenen klædt i en sort kutte og store solbriller, og synger gennem en vocoder, som en kutteklædt androide. Man bliver lynhurtigt opslugt af det elektroniske univers, og scenen bades i flakkende, hvide lysstråler.
Hun lægger ud med de stærke numre ”Opposition” og ”My history”, og man mærker hurtigt, at det bliver en koncert med et budskab. Titlen til albummet ”Demand the Impossible” stammer fra de parisiske ungdomsoprør i 1968. Dengang sagde man ”Vær realistisk – kræv det umulige”, og for Jenny Wilson handler det om at kræve livet og overlevelsen, og refererer bl.a. til hendes kamp mod brystkræft. Hun fik konstateret kræft i 2010 og igen i 2012. Man mærker en enorm inderlighed og ærlighed i både hendes sange og hendes udtryk. Hun lever sig fuldstændig ind i musikken, og danser på scenen, som om hun stod foran spejlet derhjemme.
Leger med genre
Jenny Wilson er kendt for at bryde skel mellem musikalske genrer, og har på sin nye plade kombineret sin elektroniske lyd med bl.a. RnB og Hip-hop elementer. Det slipper hun rigtig godt af sted med, og især i nummeret ”Mean Bone” gik det op i en højere enhed. . Koncerten bestod hovedsageligt af numre fra den nye plade, men der var også plads til et par ældre perler. Især nummeret ”Like a Fading Rainbow” faldt på et tørt sted, og man kunne mærke begejstringen blandt publikum, da nummerets karakteristiske basgang begyndte at pumpe.
Tekniske problemer
I nummeret ”Restless Wind” synger hun med indtagende ærlighed om arret over hendes hjerte. Desværre mærkede man tydeligt i det nummer, at den elektroniske monotoni havde ramt publikum. Wilson kæmpede lidt for at få publikum med omkring sjette/syvende nummer, på trods af, at det var stærke numre som ”The Future” og ”Restless Wind”.
Herudover var der lidt lydtekniske problemer, som påvirkede både publikums og musikernes koncentration, og vokalen var alt for lav gennem store dele af koncerten. Det skal dog ikke komme Jenny Wilson til skade. Hun formåede at spille en fantastisk veloplagt og gennemført koncert. Det eneste forbehold i min store begejstring var, at den elektroniske lyd blev en anelse ensformig midt i koncerten, hvilket kunne mærkes blandt publikum.
Overbevisende afslutning
Wilson tog dog overbevisende revanche med ekstranumrene ”The Soup” og ”Pass me the salt” og, hvor energiniveauet nåede nye højder, da Wilson imponerede med en improviseret synthesizer-solo. Hun tvang de sidste danse-”moves” ud af publikum, og sluttede koncerten af med mesterlig elegance. Hatten af for Nordens ukronede elektro-diva.
5 ud af 6 stjerner.
